Viser opslag med etiketten bæredygtighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bæredygtighed. Vis alle opslag

mandag den 9. december 2019

Syede gaveposer - 9.december...




Syede gaveposer - hvad er det nu for noget? Jamen det er da gaveposer, syet af stofrester og kasseret sengelinned.
Selv om bomuldslærred kræver rigtig mange recourser rent klimamæssigt, så kan disse poser bruges fra jul til jul - det er en sød og fin tradition, at man lader posen gå videre til andre, som så igen giver den videre eller bruger den til opbevaring og dermed sparer en plasticpose  - og ja ja vi er i småtingsafdelingen, men mange bække små...



Farveskalaen her er rød, pink og grøn og blå. De er patchworkagtige og med bogstaverne JUL applikeret på - fordi jeg rigtig godt kan lide jul og fordi de tre bogstaver er  en enkel og fin juledekoration...

Du kan hente skabelonerne til bogstaverne HER i tre størrelser.
Print bogstaverne fra skabelonarket ud og lim papiret på et stykke karton - klip bogstaverne ud.
Nu kan du bruge bogstaverne som skabelon til at tegne udenom.

Du laver bogstaverne ved at stryge vliseline bag på det stof du ønsker at bruge til bogstaverne.Her kan man rigtig få brugt de helt små restestykker

Sådan laver du bogstaverne:
  • Læg bogstaverne spejlvendt på den side af stoffet, hvor vliselinen er strøget på.
  • Tegn uden om skabelonen
  • Klip bogstaverne ud
  • Stryg bogstaverne på bagsiden (den side hvor vliselinen er) med en smule lim fra en limstift
  • Placer bogstaverne hvor de skal være
  • Stryg med strygejernet forsigtigt hen over bogstaverne så de bliver limet fast
  • Zigzag med en  tæt zigzag rundt i kanten af alle bogstaver.
  • Bogstaverne skal sys på, inden du syer posen sammen og inden du syer foret i ...
Poser:
Sy poser enten af rester, strimler etc. eller af hele stykker stof -
Jeg har syet foer i mine, så der ikke er trevlekanter at se og poserne bliver mere stabile.
Jeg har brugt rester af julebånd, bændel og andet fundet i den store rodekasse med bånd, bændler og snore..

  • Klip to ens stykker stof, disse var ca 75x35, hvis du vil lave patchwork, skal du altså sy dette sammen inden du klipper stoffet i størrelse...Jeg brugte det ensfarvede stykke stof som foer...
  • Fold stofstykkerne sammen ret mod ret.
  • Sy langs kanten i siden og i bunden af posen. Gør det samme med foeret, blot skal du lade en åbning stå i bunden (som du senere skal bruge til at vende posen igennem)
  • Sy en snydebund ved at lægge stoffet som det ses på billedet og sy en søm tværs over...
  • Gør det samme ved foerstykket (på det sidste billede kan du se åbningen til at vende igennem.

  • Kom de to poser inden i hinanden, så de ligger ret mod ret, Sy poserne sammen foroven.
  • Vend posen ud igennem hullet i bunden...Sy hullet til enten i hånden eller på maskinen.
  • Ryst posen så sømmen foroven ligger pænt, du kan også presse sømmen...
  • Sy en stikning ca 2,5 cm fra posens øverste kant, så du får en løbegang
  • Pil et par sting op i sidesømmen.
  • Træk en snor eller et bånd i gennem løbegangen - Træk begge ender af båndet gennem en perle eller knap.

💜De bedste decemberhilsner💜
KirstenK

lørdag den 7. december 2019

Lygter af konservesdåser - 7. december...




Tomme konservesdåser kan bruges til mangt og meget og kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan bruge dem til.
I dag viser jeg de fineste japanlygter lavet af tomme konservesdåser - de kan både bruges inde og ude. Hvis du har dem ude anbefaler jeg du har dem til at stå på et eller andet da de nemt kan lave rustringe på eksempelvis trappesten eller fliser. Det kan feks være en gammel underkop...
De er måske lidt bøvlede at lave, men de er anstrengelserne værd.


Indrømmet - jeg har haft hjælp af en handymand med el-værktøj, faktisk den aller allerbedste jeg kender...
For når jeg får en af mine "gode" ideer er han for det meste med på at føre ideerne ud i livet...altså for det meste


Du skal selvfølgelig bruge tomme og rengjorte konservesdåser, jeg har brugt dåser fra majs og kikærter. 
Det er bedst at have gode værkstedsfaciliteter - og husk handsker, høreværn og beskyttelsesbriller.
Du skal  bruge en lille vinkelsliber med en tynd skive beregnet til  metal og en rund pind  (eks et stykke brænde) som passer nogenlunde i diameter med dåserne...
Pinden stikkes ind i dåsen og der bores et hul i enden af dåsen, så der kan skrues en skrue i, så dåsen sidder fast i pinden, men sådan, at man kan dreje dåsen rundt.
Pinden med dåsen sættes fast med en skruetvinge eller andet klemmeværktøj. Vi satte den fast i skruestikken
Der sættes et mærke i træstykket så slidsen kan skæres lige... (som du kan se på det sidste foto i collagen)
Afstanden mellem slidserne skæres sådan lidt på øjemål, men det ser selvfølgelig pænest ud at de sidder nogenlunde med samme afstand...


Lygten formes indefra med fingrene, de enkelte ribber skubbes lidt ud...også sådan lidt på lutterkik.  Her er det også vigtigt at bruge handsker, for kanterne er skarpe som bare pokker...
Måske maler jeg dåserne, måske lader jeg være - hvis de står ude vil de hurtigt blive rustfarvede og det har jo også sin charme - 
Lige nu står de i køkkenet og spejler sig i vinduet, så det ser ud som om der er dobbelt så mange...
Måske meget bøvl for at lave hyggelige julelygter, men vi hyggede os med at lave dem og grundmaterialet var gratis.
Som sagt er jeg ret begejstret for tomme dåser, som man kan bruge til mange ting
Du kan se et af mine tidligere indlæg om lygter lavet af konservesdåser HER
Der er også en anden  af mine fine dåse ide HER

 🎁De bedste decemberhilsner 🎁
KirstenK

fredag den 21. december 2018

Genbrug af æsker - eller vend æsken på vrangen - 21. december...

Genbrug af æsker der har været madvarer eller alt muligt andet er en bæredygtig og billig måde at få sine julegaver pakket ind på...
Konceptet er simpelt:


Her kan du se kassen, som er vendt på vrangen.
Den skal kun limes sammen i siden. 
Jeg bruger en limpistol.
Hvor den før var limet indvendigt, skal den nu bare limes udvendigt...


Fin hvid papkasse lige til at komme en julegave ned i...
Hvis kassen er for stor kan der jo bare krølles avispapir eller andet genbrugspapir ned i kassen...

Du skiller forsigtigt kassen ad, dvs.du river den lige så forsigtigt op i limnigen og samler den igen bare med vrangen ud.
De fleste kasser er jo ensfarvede inden i, så man kan bruge dem som de er  -

Eller er man kan lade børnene tegne på den.

Eller man kan male dem med en rest plasticmaling -

Eller man kan lave en collage uden på kassen.




Eller man kan brodere et hjerte eller noget andet på dem... du finder masser af korsstingsmønstre på nettet , som du kan brodere efter, hvis du synes om det -
Jeg har været lidt hooked på, at brodere på alt muligt, det sidste lange stykke tid...
Du prikker huller med en stoppenål inden du går i gang med at brodere...

Nu er det jo snart juleaften og lur mig, om der ikke kommer en del ting i æsker -
Æsker som man kan gemme og i princippet bruge indtil flere gange...

Æskerne er jo flade så  længe de er skilt ad og  på den måde, nemmere at få plads til.
Man kan jo bare vente med at lime dem sammen til de skal bruges.

Tak fordi du læste med her...
                                     
                                          🎁De bedste før julehilsner herfra KirstenK🎁




tirsdag den 11. december 2018

Broderi på konservesdåser - 11. december...


Jeg har i denne års julekalender eksperimenteret lidt med, at brodere på ting man ellers ikke normalt broderer på...
Og det er sjovt, så sjovt, at jeg slet ikke kan lade være med at dele det med dig, kære læser...


I den kommene tid vil du se flere broderier - 
Gå baglæns i julekalenderen...  
Eks. til 4. december og se en blomst  broderet på en mursten...


Majsdåse klar til at blive broderet på...
Skabeloner og anvisning finder du lige her i dette indlæg.


Her har den ene dåse fået broderet ordet jul, 
mens den anden venter på jeg går i gang med nål, tråd og pincet...




Dåserne er rengjorte majs dåser men alle slags kan naturligvis bruges. 
Men majsdåserne har en god størrelse og er nemme at gøre rene...

Jeg har brugt almindeligt bomuldsgarn og noget acrylgarn, jeg havde i gemmerne, Det havde nemlig lige præcis den fine neonfarve jeg var på jagt efter...
Skabelon og anvisning finder du i dette indlæg fra d 8.dec

Jeg har brugt dåserne som blyantsholdere og som urtepotter ...

Jeg har kommet en plasticpose eller en lille plasticbeholder i dåsen for at holde vand og fugt inde i dåsen.
Jeg anbefaler at man stiller dåserne på et underlag, for at undgå rustskjolder på møbler og inventar.

Jeg har brugt almindeligt bomuldsgarn og noget acrylgarn, jeg havde i gemmerne, Det havde nemlig lige præcis den fine neonfarve jeg var på jagt efter...
Men heldigvis bestemmer du farverne selv, alt efter havd du synes og hvad du har på lager...

Jeg har brugt en almindelig stramajnål til at sy med og en stegepincet til at føre nålen ned i de huller hvor jeg ikke kunne nå ned, uden at rive mig på hullerne.

Ellers er det bare at sy ligefrem med stikkesting - eller risting - du behøver ikke tænke på hvordan det ser ud på bagsiden.
Når jeg begynder broderiet starter jeg bare med en stor knude eller en perle på tråden, så den ikke smutter gennem hullet...

Dåserne er eksempel på genbrug der både er sjovt, bæredygtigt og billigt.
Og de er da også velegnede som gave, måske specielt til en, der som jeg, sætter pris på genbrug og bæredygtighed.

 Når dåserne har udtjent ders værnepligt sorteres de som metal...

Du ønskes herfra den skønneste december tirsdag man kan tænke sig, 
må din dag blive fyldt med alt det, lige præcis du, sætter pris på...

🌷 De bedste hilsner KirstenK 🌷

lørdag den 8. december 2018

Lygter af konserves dåser - 8.december...




 At lave lygter af konservesdåser er der ikke meget nyt i...

Alligevel viser jeg konservesdåser hvor der er slået huller i...

Fordi jeg synes lygterne lavet af genbrugsdåser er så fine - og når de har udtjent deres pligt som lygter kan de ryge til metalgenbrug...  flotte, billige og bæredygtige.
Jeg sætter en rund pind ind i dåsen når jeg slår huller i den - ellers buler dåsen og bliver vind og skæv.



Jeg er ret vild med dåselygterne. Og med ordet jul, så derfor er det motivet på lygterne i år.
Dåserne med majs er hvide indeni, hvilket får lygterne til at lyse ret meget op.

Jeg har brugt fyrfadslys eller batterilys, men en lille batterilyskæde kan også bruges.

Man kan selvfølgelig også sætte en ståltråd på som hank og hænge dem op.
Et lille tip er at sætte dåsen en underkop eller et andet underlag da dåsen kan afgive rust og lave en træls ring på trappen eller på fliserne. 
Hvis man har lygterne udendørs kan man fylde lidt sand eller grus i dem for at de ikke vælter.


Til lygterne skal du bruge:

Rengjorte konservesdåser hvor papiret er pillet af ( jeg har brugt majsdåser, fordi det var der pinden fra en gammel parasol passede i)
Et søm eller en tilspidset dorn eller skrueltrækker...
En hammer 
En skruestik er dejlig at have til at spænde pinden fast i, men har du ikke en sådan, går det også sagtens.
Pair og gennemsigtig tape skal du også bruge.
Skabelonerne til juleordene ligger her - her er også et hjerte og en stjerne, hvis du hellere vil have disse motiver.
 Klik på den lyseblå tekst og du kommer til skabelonerne

Desværre havde jeg ikke fået samlet flere dåser, så hjerter og stjerner må vente...

Print motiverne ud eller tegn dem selv og klæb dem på dåsen med gennemsigtig tape.



Sæt pinden i dåsen og sæt pinden i skruestikken og slå huller med sømmet eller med dornen der hvor der er markeret med en prik... 



Pil tapen af . Og se de fine huller hvor lyset lige om lidt strømmer ud fra :-)

Større børn kan sagtens være med til at lave lygterne - Men man kan nemt rive sig på indersiden af lygterne, der hvor der er slået huller, så vær opmærksom på at du ikke kommer til skade...


Julelys på kommoden i gangen ...det ser da lidt hyggeligt ud.

Jeg vil herfra ønske dig den allerskønneste decemberlørdag - 
Håber du vil se masser af julelys og hjerter på din vej.

🔨 De bedste hilsner KirstenK 🔨


tirsdag den 18. september 2012

Bæredygtig lim...



 
Denne lim, som du snildt selv kan lave, er en del mere bæredygtig end den lim der er fremstillet under brug af mange ressourcer og kemikalier. Man skulle ikke tro det, men limer holder rigtig godt og er under ingen omstændigheder farlig at smage på... Jeg kender en hel del små rollinger der ynder at smage på den slags...
Man fjerner limpletter  og det vi her i Jylland kalder "grat" med vand...
Derudover koster den ikke mange "basseører" i materialer, et ikke uvæsentligt element, set i min optik.
For at fremstille et lille glas med ca 2,5 dl skal du bruge: 1/4 kop hvedemel og 1/2 kop koldt vand og en hel kop kogende vand.
Kom 1/4 kop hvedemel i en lille gryde og tilsæt 1/4 kop koldt vand. Rør/pisk godt så alle klumper piskes ud. Kom yderligere 1/4 kop koldt vand i og rør rundt til massen er jævn. Sæt gryden på kogepladen og kom 1 hel kop kogende vand i gryden. Kog ved svag varme til massen bobler op og tykner...Afkøl limen og kom den i en beholder med låg.
Limen skal opbevares i køleskabet. (Det er en god ide at sætte en lille mærkat på glasset eller beholderen...nogen kunne måske tro det var en lækker hvid sovs)
Den kan snildt holde sig en månedstid. Nogle gange tilsætter jeg 1 teskefuld Atamon til limen for at forøge holdbarheden...