Viser opslag med etiketten gaveposer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gaveposer. Vis alle opslag

mandag den 9. december 2019

Syede gaveposer - 9.december...




Syede gaveposer - hvad er det nu for noget? Jamen det er da gaveposer, syet af stofrester og kasseret sengelinned.
Selv om bomuldslærred kræver rigtig mange recourser rent klimamæssigt, så kan disse poser bruges fra jul til jul - det er en sød og fin tradition, at man lader posen gå videre til andre, som så igen giver den videre eller bruger den til opbevaring og dermed sparer en plasticpose  - og ja ja vi er i småtingsafdelingen, men mange bække små...



Farveskalaen her er rød, pink og grøn og blå. De er patchworkagtige og med bogstaverne JUL applikeret på - fordi jeg rigtig godt kan lide jul og fordi de tre bogstaver er  en enkel og fin juledekoration...

Du kan hente skabelonerne til bogstaverne HER i tre størrelser.
Print bogstaverne fra skabelonarket ud og lim papiret på et stykke karton - klip bogstaverne ud.
Nu kan du bruge bogstaverne som skabelon til at tegne udenom.

Du laver bogstaverne ved at stryge vliseline bag på det stof du ønsker at bruge til bogstaverne.Her kan man rigtig få brugt de helt små restestykker

Sådan laver du bogstaverne:
  • Læg bogstaverne spejlvendt på den side af stoffet, hvor vliselinen er strøget på.
  • Tegn uden om skabelonen
  • Klip bogstaverne ud
  • Stryg bogstaverne på bagsiden (den side hvor vliselinen er) med en smule lim fra en limstift
  • Placer bogstaverne hvor de skal være
  • Stryg med strygejernet forsigtigt hen over bogstaverne så de bliver limet fast
  • Zigzag med en  tæt zigzag rundt i kanten af alle bogstaver.
  • Bogstaverne skal sys på, inden du syer posen sammen og inden du syer foret i ...
Poser:
Sy poser enten af rester, strimler etc. eller af hele stykker stof -
Jeg har syet foer i mine, så der ikke er trevlekanter at se og poserne bliver mere stabile.
Jeg har brugt rester af julebånd, bændel og andet fundet i den store rodekasse med bånd, bændler og snore..

  • Klip to ens stykker stof, disse var ca 75x35, hvis du vil lave patchwork, skal du altså sy dette sammen inden du klipper stoffet i størrelse...Jeg brugte det ensfarvede stykke stof som foer...
  • Fold stofstykkerne sammen ret mod ret.
  • Sy langs kanten i siden og i bunden af posen. Gør det samme med foeret, blot skal du lade en åbning stå i bunden (som du senere skal bruge til at vende posen igennem)
  • Sy en snydebund ved at lægge stoffet som det ses på billedet og sy en søm tværs over...
  • Gør det samme ved foerstykket (på det sidste billede kan du se åbningen til at vende igennem.

  • Kom de to poser inden i hinanden, så de ligger ret mod ret, Sy poserne sammen foroven.
  • Vend posen ud igennem hullet i bunden...Sy hullet til enten i hånden eller på maskinen.
  • Ryst posen så sømmen foroven ligger pænt, du kan også presse sømmen...
  • Sy en stikning ca 2,5 cm fra posens øverste kant, så du får en løbegang
  • Pil et par sting op i sidesømmen.
  • Træk en snor eller et bånd i gennem løbegangen - Træk begge ender af båndet gennem en perle eller knap.

💜De bedste decemberhilsner💜
KirstenK

fredag den 18. december 2015

Hjemmelavet pose af papir - til julegodter eller en lillebitte gave - 18. december...


Disse små poser kan foldes af rester af gavepapir, sider fra et magasin, dekorationspapir eller bare et stykke almindeligt kopipapir, kan dekoreres på mange måder...eller de kan bare være helt sig selv...
Hvis du har god tid er det en dejlig beskæftigelse, at folde en hel stak poser i forskellige farver og mønstre - det er skønt altid at have en pose til lidt godter ellertil  en lille bitte gave...
Skabelonerne til en stor pose her og en lille pose her.
Poserne jeg har foldet denne gang er ikke specielt juleagtige, men et glansbillede eller en julesticker kan hurtigt ændre poserne så de passer til sæsonen.


Print skabelonen ud på karton og brug den til at tegne efter...


Tegn op på papir efter skabelonen, rids med bagsiden af en saks, hvor der er markeret med stiplet linje. Brug en lineal  til at ridse efter. Klip ud og fold posen først den ene vej.


Derefter den anden vej og til slut i bunden af posen...

Lim posen sammen bagpå og i bunden...og den er klar til brug

Hvis du lægger farvet papir i printeren og printer skabelonen kan du folde posen direkte af det farvede papir...
Print skabelonen ud på almindeligt eller farvet papir... 
Her er det for overskuelighedens skyld ganske almindeligt kopipapir.


Rids med bagsiden af en saks efter de stiplede linjer, brug en lineal...

 Fold poserne som beskrevet ovenover - 
Lim poserne sammen bagpå og i bunden. Det går nemmest med en limstift..


Jeg har dekoreret poserne med et lille tryk...
Glædelig 16. december til dig, og hav en dejlig fredag ...
Lige om lidt er det weekend og det er snart jul - kan det næsten blive bedre?


tirsdag den 23. december 2014

Gaveposer og gaveæsker...



Julen står for døren og her lægges sidste hånd på julegaverne. Der skal lige hæftes de sidste ender på strikketøj og hækletøj...Der skal limes lidt her og der, men ellers er de hjemmelavede gaver, som vi  her i familien holder os til, færdige.
Hjemmelavede gaver er skønne at lave og skønne at modtage, og i en familie, hvor stort set alle er kreative på den ene eller den anden facon, lægges hovederne i blød for at udtænke gaver, der passer lige nøjagtig til modtageren...
Gaverne kan jeg jo af gode grunde ikke vise billeder af her, men gaveposer og gaveæsker som jeg sætter stor pris på, selv at fremstille, kan jeg da vise...
Dette år har jeg købt en stor bunke brune papirposer, for det først er de meget billigere end de gængse gaveposer, desuden kan de dekoreres så de passer til lejligheden, men de er jo også fine som de er. Jeg har klippet bogstaver, der passer til sæsonen, ud af rester af gavepapir og bogsider fra en en kasseret bog. JUL er sådan et herligt lille ord, hvor bogstaverne passer helt perfekt til hinanden.
Det er hurtigt og nemt, at lave når man nu alligevel har alt gavepapiret fremme til julegaveindpakningen...
Bogstaverne kan du hente her i tre størrelser... Bogstaverne kunne også bruges som pynt på julebordet.
Æskerne har jeg dekoreret med foldede stjerne, masking tape og et af mine egne handmade mærker...

Glædelig lillejuleaftensdag til dig der gjorde dig den ulejlighed at kigge inden om her...