Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag

torsdag den 8. november 2018

Pizza hapsere med tomater og kartoffel....



Disse pizza hapsere egner sig fint til madpakken, men de er også fine som tilbehør til en kødret, men da også som en selvstændig ret  med en god fyldig salat til.
Pizzaerne på billedet er ca 12x15cm ( færdig størrelse) men man bestemmer jo heldigvis selv størrelsen :-)
Jeg har valgt ikke at komme ost ovenpå, fordi disse skulle bruges som tilbehør, men et drys ost skader jo på ingen måde de små pizzahapsere...

Til 8 til 10 pizzaer, (alt efter hvor tykke bundene rulles ud.)
350 g almindeligt hvedemel
100 g Tipo 00 (italiensk pizzamel)
10 gram gær
2 spskf olie
2 teskefulde salt
1 teskefuld sukker
4 dl lunkent vand

Fyld:
Pikantost eller en anden flødeost
kartofler i megatynde skive
Tomater i skiver
Et lille drys kryddersalt eller oregano

Opløs gæren i vandet og og rør olie, salt og sukker ud i vandet. Kom pizzamelet i og rør det godt. tilsæt resten af melet, hold lidt tilbage, det er ikke sikkert det hele skal bruges...
Ælt dejen sammen og lad det hvile et kvarterstid på bordet eller i skålen.
Rul dejen ud og skær den ud i firkanter. Smør et lag flødeost på bundene og læg de tynde kartoffelskiver /tomatskiver på og fold siderne ind som ses på fotoet...
Kartoffelskiverne skal være tynde ellers kan de ikke nå at blive møre, og rå kartofler er der ikke mange der synes om...
Kanterne pensles med vand, for ikke at blive alt for brankede.
Bages 15 - 20 minutter alt efter, hvor mørke man vil have de små pizzahapsere



                                                           🍕 De bedste pizza hilsner KirstenK 🍕


mandag den 6. november 2017

Squash muffins...


Det milde efterår, der næsten har sommeragtige temperaturer, generer stadig squash fra køkkenhaven...
De kønne grønne squash er skønne i gryderetter, lasange og kødsovs.
Squashkagen er da heller ikke en nyhed og jeg har bagt rigtig mange squashkager.
Squashkagen er elsket af mange, men også hadet af en del. Jeg hører klart til den første kategori og kagen er jo sådan lidt sæson bestemt, så jeg hilser altid squashsæsonen velkommen.
Sidste gang bagte jeg kagen, fordelte jeg dejen i muffinsforme, da de er noget nemmere at have med på tur...
Squashkagerne er dejligt saftige og er også pragtfulde, at have i fryseren, idet de er rigtig gode at fryse.

Opskrift til ca 20 - 25 kager.
300 g smeltet og afkøles smør/margarine
100 g brun farin
150 g melis
5 æg
400 g groftrevet squash
300 g hvedemel
200 g mørk chokolade eller 200 g nødder eller et par håndfulde tranebær...
2tskf bagepulver

Melis og farin piskes luftigt med æggene. De groftrevne squash kommes i æggemassen. Bagepulveret blandes i hvedemelet, som vendes i dejen.
Chokolade, nødder eller tranebær blandes i og det smeltede og afkølede smør vendes i.
Dejen kommes i muffinforme der fyldes ca 3/4 op.
Bages ca 20 minutter ved 190 - 200 grader.


                       🌷 De bedste hilsner KirstenK 🌷

lørdag den 28. oktober 2017

Øllebrødspandekager...

Lækker og sund frokost, der ikke er mange dikkedarer i at lave...

Eller skal man sige dem rugbrødspandekager?
uanset hvad man kalder dem smager de rigtig dejligt og der er mage muligheder i sådan en stak små tykke pandekager.
De fleste kender risklatter og øllebrødspandekagerne er i princippet noget i den retning.
Opskrift er der ikke rigtig, men der kan sikkert sagtens findes en præcis en af slagsen på nettet.
Pandekagerne kan spises som morgenmad med sirup eller uden, med frugt til eller ingenting til. Frokostpandekager med en grønsager til - mine dagplejebørn elsker dem med ærter, majs, tomater, agurker og peberfrugt. Pandekagerne er rigtig gode til de børn der ikke elsker rugbrød, for pandekagerne er nærmest en slags stegt rugbrød.
Pandekagerne smager også pragtfuldt kolde, og er perfekte i madpakken.

Her kommer alligevel noget der ligner en opskrift -  Helt frit efter hukommelsen...
Antal: 10 - 12 stk, alt efter størrelsen.
Jeg brugte ca en halv liter kold øllebrød,
Et par håndfulde havregryn, valsede eller uvalsede, det er lige meget...
Et par  eller tre spiseskefulde æblegrød/mos  - det kunne også have været en moset banan.
2 æg
3 spiseskefulde hvedemel.
Smør eller olie til stegning
Rør havregryn og æblegrød/moset banan i øllebrøden. Hvis dejen er alt for tyk kommes lidt vand i. Bland æg og mel i dejen og pisk den sammen. dejen skal have konsistens som tynd havregrød. Varm panden op med rigeligt smør eller olie og kom dejen med en ske på panden som små tykke pandekager. Steg pandekagerne til de er gennemstegte...De er gennemstegte når de ikke længere føles klistrede indeni. Man skal dog passe på ikke at give dem for hård varme, da de hurtigt bliver alt for mørke...
Øllebrødspandekager med hjemmelavet blåbær sirup...lækkert til dessert eller brunch ...

😊Velbekomme og de bedste hilsner KirstenK 😊


onsdag den 12. oktober 2016

Kold peberfrugt - tomatsovs...


Den gavmilde september har forlænget sæsonen i drivhuset og i mit drivhus har der været et voldsomt boom af specielt røde pebre her på det sidste.
Fantastisk, at der stadig er masser af røde tomater og pebre i drivhuset.
Her kommer en opskrift på en lækker kold peberfrugt/tomatsovs, den er nem at lave og kræver ikke kokkeeksamen.
Den har garanteret stor lækkerhedsfaktor...
Til en lille skål fuld skal du bruge:
3 røde pebere.
2 store tomater
1 lille løg
5 fed hvidløg
1 håndfuld mandler (mindre kan nu også gøre det...)
Et lille drys friskkværnet peber
1/2 teskefuld paprika
En knivspids piri piri (stærke tørrede chiliflager)
Husk at piri piri altid er stærkere end man tror...så tag hellere lidt for lidt end lidt for meget...
1/2 dl god olivenolie.
En spiseskefuld rødvinseddike.

Halver peberfrugterne og fjern kerner og stilk. Læg peberfrugterne og de halverede tomater, det pillede løg, skåret i stykker og hvidløgsfed i et ovnfast fad.
Bag ved 200 grader i en halv times tid indtil grøntsagerne er bløde. Blend grøntsagerne sammen med mandlerne indtil  konsistensen er som du ønsker...tilsæt resten af krydderierne, olien og eddiken.
Du kan også fjerne skindet fra tomater og peber inden du blender - men jeg blender nu det hele med.
Sovsen er lækker til næsten alt, både varmt og koldt...


                                                  🍅De bedste oktober hilsner KirstenK 🍅

tirsdag den 27. september 2016

September koteletter med hyben, æble og havtorn...



Koteletter i fad er ofte på madplanen her...Retten kan laves i forvejen og man kan nemt lave til to dage, hvis man har brug for en dag, hvor det skal være nemt at lave mad.
Jeg har lavet en opskrift med sensommeren og høstens frugter både fra have og fra naturen...
Jeg har til denne opskrift brugt svinekoteletter, men det kunne også sagtens være kylling eller kalkun.
Retten her hører måske ikke til i kategorien mad i en fart, men tilbehøret til koteletterne er meget smagfuldt og er lidt anderledes. Hvis du kan lide den sur/søde smag, og havtornenes helt specielle citron/passionsagtige smag, så er denne ret lige noget for dig.




Til 4 personer skal du bruge:
8 svinekoteletter.
2 - 3 æbler
2 løg
1 stor håndfuld rensede hyben.
1 håndfuld havtorn
1 håndfuld ribs
1 håndfuld tørrede abrikoser
200 g bacon i tern.
2 spsk lys rørsukker eller melis.
Hyben, ribs og havtorn havde jeg på frost, så det var jo nemt at gå til...ellers er det bare ud at plukke i naturen der er stadigvæk både hyben og havtorn i massevis...
Koteletterne brunes af på panden eller i en stegegryde i smør eller olie og kommes i et fad, der sættes i ovnen ved 200 grader.
Tilbehøret som blot varmes med de sidste 10 minutter laves i en gryde (jeg brugte stegegryden)
Baconternene steges og tages op på en tallerken. Løgene pilles og snittes i tern, kernehuset tages ud af æblerne og de skæres ligeledes i tern. Abrikoserne skæres i mindre stykker. Løgene steges næsten færdige i baconfedtet hvorefter æbler, abrikoser, hyben, ribs og bacon kommes i gryden og simrer i en 5 minutters tid - det skal helst ikke blive alt for smattet, men hyben og æbler skal selvfølgelig være næsten møre. Kom til sidst sukkeret ved, pas på det ikke brænder på.
Kom et par dl vand eller boullion ved, så der bliver lidt sovs ved...
Koteletterne steges i ovnen ca en halv time, hvorefter frugtfyldet kommes ovenpå koteletterne...steg yderligere ca 10 minutter og så er der ellers spisetid...
Server med ris, kartofler eller blot med et groft brød og lidt grønt til.

                                           🍴Velbekomme og de bedste hilsner KirstenK🍴