Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag

lørdag den 1. juni 2019

Blomster på en pind - ydmyg blomsterkunst...



Hvem elsker ikke blomster? Jeg gør i alle tilfælde...Om det er dyre kulturplanter eller direkte ukrudt er egentlig ligemeget for mig -
Jeg synes de er skønne allesammen også mælkebøtterne i græsplænen...
Indlægget her blot til inspiration.
Jeg har kun lavet dette ene eksemplar, men det er helt sikkert ikke det sidste. Det kunne være så fin som en dekoration til et sommerbryllup eller en barnedåb eller en konfirmation eller noget helt andet.
Når pinden med blomsterrankerne tørrer op og blomsterne mister lidt farve og krøller sammen er de altså stadig lige fine.
Jeg har brugt blomster og blade og små grene bare fra en lille tur rundt i haven incl. bellis fra græsplænen...
Blomsterne er trukket på en sytråd med en synål og er blot bundet omkring den let buede pind...Man stikker simpelthen nålen igennem blomsten og snor den om stilken hvis den er lang, rykker blomsterne sammen og dernæst næste blomst, indtil ranken er så lang  som man ønsker.





                                                         De aller bedste blomsterhilsner
                                                                🌼KirstenK 🌼

lørdag den 11. maj 2019

Krea med blomster - Blomsterbilleder...




Forår og forsommer er indbegrebet af blomster, både dem vi dyrker i haverne og grøftekantsblomster...
Blomsterdamerne her har jeg fremstillet af blomster fra haven og blomster hentet på marker, skov og grøftekanter...
Der er som sådan ikke nogen anvisning -
Jeg tegner et ansigt enten med næse og mund og det hele, eller kun med markeringer hvor næse og mund skal være...
Man kan også komponere uden at have tegnet først, men jeg kan bedst lide at have lidt, at gå efter når jeg kreerer...
Jeg bruger friske blomster, men i princippet kunne man lige så godt bruge pressede blomster - men hvem har lige alle mulige pressede blomster liggende?
Jeg limer med limstift og almindelig skolelim og lader limen tørre inden jeg lægger ansigtet i let pres...Hvis du lægger for hård pres på vil blomsterne være længe om at tørre og evt blive mugne...
Det gør heller ikke noget at blomsterne bliver lidt "krøllede" det giver sådan et lidt naturligt skævt indtryk...
Billederne herunder er til fri inspiration:


Billedet af Frida Kahlo skal der måske nok arbejdes lidt med - hun ser lidt bister ud, men er fin med de traditionelle blomster i håret. Øjenbrynene er blevet meget lysere efter tørring, det er jeg ikke så tilfreds med...men det er jo sådan det er når man arbejder med naturmaterialer...


Blondie her er lavet mest med gule/orange tulipaner og orange stedmoderblomster. Munden er lavet med det øverste af et tulipan kronblad - det er også tørret mørkere op - men det er nu fint alligevel...
Næsen er lavet med afblomstrede "hyrdetasker" fra engen bag mit hus.


Her har vi en lidt trist blomsterdame med timian hår - timian tørrer fint op og bevarer den fine timianduft...

De bedste blomsterhilsner
 🌸KirstenK 🌸

fredag den 15. december 2017

Fine hårspænder med hæklede blomster til lillepigen - 15.december...

Kan du lide at hækle og kender du en lille pige der kan bruge et fint hårspænde der passer til jule kjolen ? 
Så se endelig med her, hvor jeg viser hvordan man hækler en fin lille blomst og laver det til hårspænde...
Du skal kunne hækle luftmasker, fastmasker, kædemasker og stangmasker og dobbelte stangmasker, for at kunne hækle blomsten.



Farvekombinationerne er mange og trenden foreskriver jo et lille touch af glimmer og de små skal jo også være med på moden - og det ser da fint ud med en blomst i håret...
Til de helt små bruger jeg de små hårspænder, de er ikke så stramme og holder fint i babyhår.
Til de lidt større piger bruger jeg de lidt større hårspænder.
 Jeg bruger de hårspænder man kan købe i supermarkederne...




Du skal bruge tre forskellige farver bomuldsgarn. 


1. Slå fire luftmasker op med nål nr 2,5 - 3,00 alt efter hvor fast du hækler...
2. Saml luftmaskerne til en ring.
3. Hækl 7 fastmasker ned i ringen. Saml ringen med en kædemaske. Bryd garnet
4. Hækl 2 fastmasker i hver fastmaske = 14 masker, saml ringen med en kædemaske. Bryd garnet
5.Hækl en *stangmaske, en dobbelt stangmaske og en stangmaske i første maske på ringen, i næste maske hækler du en kædemaske* Gentag fra * til * omgangen ud - du har nu 7 kronblade med tilhørende mellemrum. Slut omgangen af med en kædemaske i kanten på det første kronblad. Bryd garnet og hæft enderne. 
Du kan hækle enderne med , undtaget den sidste ende som duer nødt til at hæfte med en nål...


 Færdig blomst klar til at blive syet fast på hårspændet.


Læg hår spændet bag på blomsten, og sy det fast med ved at stikke nålen gennem blomsten og føre den tilbage næsten det samme sted,. På den måde bliver tråden ikke at se i garnet. Du kan også give hårspændet en lille dryp lim og lade det tørre inden du syr det fast...




Min egen lille model med lyserød blomst...

🌸De bedste hilsner KirstenK🌸

mandag den 22. august 2016

Solsikker in naturel...


Temaet om solsikker skal naturligvis afsluttes med den rigtige vare.
Billedet er fra køkkenhaven hvor jeg har ladet et par selvsåede stå...
Jeg sår ganske almindelige solsikkefrø som dem vi giver fuglene om vinteren. De kan købes alle steder til langt hen på foråret og en pose med en to, tre kilo koster under 50 kr...
Dem der er tilovers fra såning kan jo sagtens gemmes til vinter.
Her har vi næsten altid nogen tilbage fra vintrens fuglefodring.
Fuglefrøene er lige så spirevillige som de dyrt indkøbte solsikkefrø, hvor der ikke er mange frø i hver pose.


🌞De bedste sensommer hilsner KirstenK🌞

fredag den 5. august 2016

Solsikker støbt i beton - en DIY...

Særlig sol sikker er sommeren i Danmark ikke, og selv om vi vel officielt nu skriver sensommer er sommeren vel ikke helt slut endnu, selv om det måske godt kan føles sådan lige nu her, hvor jeg sidder og skriver dette indlæg. Regnen trommer mod ruden og lysten til uldtæpppe om knæene og uldsokker på fødderne er påtrængende...
Solsikkerne hører sensommeren til og jeg har da også sået to rækker af dem i haven - de blev sået sent og regnen og blæsten og de små sneglebæster har givet de ellers så statelige planter et lidt sølle udtryk...Men, men der er masser af knopper i de blomster der trods den megen modgang er tilbage.
Så nu venter jegfaktisk bare på at kunne høste solsikker, i store mængder, til vaserne i stuerne...
Og mens jeg venter må jeg så ty til andre solsikke relaterede aktiviteter...
Jeg kunne jo tegne en solsikke - klippe en solsikke - lave et tryk med en solsikke - sy en solsikke - hækle en solsikke eller sågar strikke en solsikke -

En anden aktivitet kunne være solsikker i beton...
Faktisk ligger der en anvisning til, hvordan man laver betonsolsikken i dette indlæg her...



Betonsolsikkerne er fine som små fuglebade eller som "fyld" rundt om i haven, hvor de tidlige blomster er visnet ned.
Glædelig sensommerdag til til dig, der tog dig tid til at kigge indenom her.

🌼  De bedste hilsner KirstenK 🌼


søndag den 6. marts 2016

Blomster af smeltede Hama perler - mens vi venter på foråret...





De smeltede påskekyllinger gav blod på "Hama perletanden" og når nu den store kasse med Hama perlerne nu alligevel var fremme...
Nu er min kasse med Hamaperler, sådan en kasse med alle farver blandet sammen, men det er såmænd så hyggeligt at sidde og sortere perler i forskellige farver en times tid eller to.
Mens jeg sorterede perler i farver udtænkte jeg nye smelteprojekter...
Jeg endte ud med to forårsbebudere: Blomster og får...
Blomsterne får du anvisningen på her:

Du skal bruge Hamaperler (jeg har brugt Maxiperler til de store blomster) og almindelige midiperler til de små bellisagtige blomster, som jeg helt klart synes er de fineste. de er sådan lidt skæve og har hver i sær deres eget udtryk...
Bagepapir og en almindelig bageovn.


Sæt perlerne i små grupper som vist på fotoet. Husk at sætte perlerne på bagepapir. Perler der er smeltet fast til bagepladen er ikke ligefrem noget sjovt indslag i hverdagen
Smelt perlerne ved ca 200 grader i 10 til 15 minutter eller til de er blevet flade og ser ud som om de er smeltet sammen.
Tag perlerne ud af ovnen og lad dem køle af.
Hvis du er utålmodig kan du tage bagepapiret af pladen og lægge den på køkkenbordet så blomsterne køler af i en fart.
I blomsterne, lavet af maxiperler, har jeg sat et lille øje af tynd bindetråd, på samme måde som påskekyllingernes ben...

Jeg har brugt en enkelt blomst til, at sætte i håret på den ene af damerne her...
The girl from Ipanema hedder hun.
Blomsterne kunne også være fine, strøet ud over påskebordet eller en enkelt limet på et borkort eller et postkort...
Limet på et hårspænde, hvor man nok skal bruge superlim, er en mulighed jeg har tænkt mig at afprøve, men ellers er det jo kun fantasien der sætter grænser...
Påskefåret som jeg nævnte i indlæggets begyndelse - ja det vender jeg tilbage med, snart...
Glædelig søndag til dig -

lørdag den 13. juni 2015

Nikkende fuglemælk. - Ornithogalum nutans...


Den nikkende fuglemælk er lige som Kost fuglemælk ikke nogen populær plante i havekredse. Vel nok fordi den spreder sig hurtigt, ide den sår sig selv som bare pokker...
Dens blade bliver efter blomstringen hurtigt slatne og meget trælse at se på, men mine gror i et bed med megen bunddække, hvor bunddækkeplanterne hurtigt gemmer de slatne blade og ellers under grantræerne, hvor de passer sig selv og hvor bladene bare får lov at ligge og forgå af sig selv ...
Og ja de breder sig, men dog ikke hurtigere end jeg kan nå at grave dem op, hvor jeg ikke vil have dem!
Man kan lave smukke buketter med de hvide blomster med de grønne og grå striber på bagsiden af klokkerne på hver eneste blomst.
Fuglemælken er højt skattet her hos mig og jeg laver hvert eneste forår mange buketter med den nikkende fuglemælk, som i øvrigt også er utrolig smuk sammen med tulipaner...
I øvrigt kommer det mig for, at alting er lidt senere på det i dette forår, for jeg synes bestemt at jeg sjældent har kunnet plukke Nikkende fuglemælk så sent som i juni...og nu siger jeg godt nok forår ... men det er jo nærmest sommer nu...
Her har jeg lavet en hel enkel buket af de smukke hvide blomster i en ganske enkel Lyngbyvase - Det behøver jo ikke altid være overdådigt...
Hav en dejlig lørdag og tak fordi du kiggede indenom her i mit lille univers.

søndag den 23. november 2014

Væddeløberen ved det heller ikke - altså, at det er november...


Det er utroligt hvor meget en lille aflægger, plantet i april, kan blive til på bare en sæson...
Jeg er ikke så vild med alt for mange stueplanter inde, men ude synes jeg de rigtig kommer til sin ret.
Denne væddeløber har stået ude hele sæsonen og det er vist på tide den kommer indendøre, for frost tåler den ikke...Jeg er bange for den skal trimmes lidt, for der er allerede godt fyldt op på plantereolen i kælderen.
Jeg kunne selvfølgelig også bare plante en ny til foråret, men jeg nænner næsten ikke, bare at lade den fryse i hjel.
Ligesom de franske anemoner fra onsdagens indlæg - ja så har væddeløberen åbenbart heller ikke helt styr på, hvor sent på året det egentligt er...
Hav en rigtig dejlig søndag...Og der er lige nøjagtig en måned til lillejuleaften...

onsdag den 19. november 2014

Lille anemone - Du er helt galt på den! Det er jo november...


Køkkenhaven byder på grønkål i store mængder. Under grønkåls sankningen indfangede mit blik en lille fransk anemone klar til at springe ud...Der var endda indtil flere stængler med knopper...
De er da helt galt på den, de franske anemoner...det er enten meget sent eller alt for tidligt, at de viser deres fine skørter frem...eller også er de bare ikke klar over, at det er november...
Må din onsdag blive fyldt med glæde og tak fordi du kiggede indenomkring her...

mandag den 21. juli 2014

Blandede sommerblomster...


Det er utroligt hvad en lille pose blandede sommerblomster kan blive til på en sæson...
Det er utoligt hvor mange buketter, der kan blive ud af sådan en lille pose frø og så er der endda stadig mange tilbage til bierne og sommerfuglene...
I foråret mæskede mosegrisene sig godt og grundigt i mine dahlilaknolde så udvalget i dahlilabedet er begrænset i år...Så rækken med blandede sommerblomster har, i mangel på dahlilaer, måttet holde for saksen rigtig mange gange i denne sommer...
De bedste ønsker til dig om en rigtig glædelig sommermandag...

mandag den 24. marts 2014

Gækkebrev med blomster...

Jeg klipper gækkebreve for tiden - det er jo sæson - og dem jeg sender til, skal jo have en chance for at gætte, hvor brevet kom fra inden påske.
Det leder mig så til et dilemma der lige er gået op for mig....hvor smart er det egentligt at poste indlæg om gækkebreve når jeg nu ved, at de fleste i min omgangskreds ind i mellem  "holder øje" med min blog?
Men med fare for at have minus på påskeægskontoen vil jeg alligevel de kommende dage poste indlæg om gækkebreve.. efterhånden som de bliver færdige...
Og jeg har alligevel ikke godt af alle de påskeæg!
Det første gækkebrev er måske nok ikke er et gækkebrev i gængs forstand. Men det er et gækkebrev til en person, som elsker blomster og fine opsatser...så det har jeg klippet

 

Hvem har egentligt bestemt hvordan gækkebreve skal se ud og hvordan de ikke skal se ud...Vi har jo alligevel fjernet os fra den oprindelige form og alting udvikler sig vel nok i takt med udviklingen alle andre steder...og således gør mine gækkebreve det også.
Jeg har bestemt at mine gækkebreve i år, skal være tema-gækkebreve...Ikke fordi det er nemt, men fordi det er sjovt. Hvert gækkebrev skal passe til modtageren og det kan godt være, at det er at slå større brød op end jeg kan bage, men det må jeg så justere hen ad vejen... eller noget.
Jeg har klippet gækkebrevet ved at folde et almindeligt kopiark på midten og klippe opsatsen ud på fri hånd. Blomsterne har jeg tegnet på bagsiden og derefter skåret dem ud med en almindelig hobbykniv med et spidst blad. Efterfølgende har jeg limet forskellige farver papir på bagsiden. Noget af et pillearbejde , men jeg er tilfreds med resultatet og jeg ved modtageren vil synes om det...
Der er plads til at skrive et meget personligt brev til modtageren på dette gækkebrev og det er nemlig lige hvad der er meningen...
God og farverig mandag til dig der læser med her.

mandag den 24. juni 2013

Hylden blomster lige om lidt...

Hylden står snart i fuld flor og dejlig hyldeblomstdrik er inden for rækkevidde...
Dekorationsmæssigt synes jeg hylden er smukkest, når den endnu ikke er sprunget ud...man undgår også den lidt ramme lugt i stuerne som de udsprungne hyldeblomster udsender...
Her er hyldeblomsterne sat sammen med endnu ikke udsprungne stenbedsplanter og favoritten over alle blandt havens stauder: stjerneskærm...
Må din midsommer mandag blive god dejlig...

tirsdag den 7. maj 2013

Vibeæg...

Jeg forundres til stadighed, hver eneste forår når den ternede blomst, Vibeæg åbenbarer sig...
Og selv om jeg egentlig havde bestemt at det uigenkaldeligt var slut med "humlenumseindlæg" så ku' jeg ikke lade være og lur mig om jeg kan holde fast i beslutningen...
Smuk det er den og findes der næsten nogen blomst der er smukkere, bortset fra Anemone, Bellis, Tulipan, Iris, Stedmoder og....og...

søndag den 10. marts 2013

Strikkede blomster...Til pynt og fjas...


Selv om foråret er på vej og blomsterne så småt begynder, at dukke frem fra deres vinterhi, så er de dog ikke så mangfoldige, at der kan plukkes buketter i stor stil.
Heldigvis har man (læs: jeg) masser af garn på lager og strikkepindene er altid inden for rækkevidde...
Et kort med strikkede pynteblomster måtte gøre det ud for en buket, da jeg den anden dag var inviteret på en aldeles fremragende shop suey...
Opskriften, der egentlig er ganske nem, selvom den ved første øjekast ser kompliceret ud, og de første par blomster jeg strikkede var da heller ikke de kønneste i verden...men som med alt andet, så gør øvelse jo mester...
Jeg synes blomsterne er finest i uldgarn, jeg har tidligere også prøvet at filte blomsterne, hvilket også faldt ganske positivt ud..
Det er med vilje, at jeg ikke har syet en knap på i midten af blomsten...jeg synes måske lige jeg trængte til en lille bitte smule fornyelse i den retning.
Selv om knuderne i den røde og lyseblå blomst ligner franske knuder, så er det såmænd bare almindelige kællingeknuder der er slået på tråden og efterfølgende syet fast...
De andre blomstermidter er en tråd i kontrastfarve, hvor der på må og få, er syet lidt frem og tilbage...Jeg synes jo, som nogen måske ved, at det ikke skal være alt for perfekt...men det skal være uperfekt på den perfekte måde...Et koncept der er lidt svært at forklare, men dem der har det på samme måde, ved præcis hvad jeg mener.




Opskrift:
Slå 45 masker op på pinde der passer til garnets tykkelse. Blomstens størrelse afhænger af garnets tykkelse, men jeg synes det bedste resultat nås med pinde 3 til 3,5 og garn der passer i tykkelse til disse pinde.
Når du har slået 45 masker op strikker du 9 masker ret, vend og strik 9 masker vrang tilbage. Herefter strikker du endnu 2 pinde på samme måde - i alt 4 pinde-
Strik de første 2 og de sidste 2 masker sammen på næste pind - nu har du 7 masker tilbage - Strik yderligere 3 pinde over disse 7 masker - i alt 4 pinde -
Strik igen de første 2 masker og de sidste 2 masker sammen - nu har du 5 masker tilbage - Strik yderligere s pinde over disse 5 masker - i alt 4 pinde - Strik de første 2 maser og de sidste 2 masker sammen - nu har du  3 masker tilbage - strik igen 3 pinde over disse 3 masker - i alt 4 pinde -
På næste pind skal du tage første maske løs af - strik de næste 2masker sammen og træk den løse maske over den sidste maske (den maske der fremkom da du strikkede de 2 masker sammen).
Nu har du 1 maske tilbage og denne maske sætter du tilbage på venstre pind.
Du synes måske det ser underligt ud, men fortsæt endelig, du vil snart se fidusen i projektet.
Strik de næste 3 pinde på samme måde idet den tiloverblevne maske fra første kronblad strikkes sammen med den første af de næste 9 masker... Fortsæt på samme måde de næste 3 kronblade på blomsten.
Når du strikker det sidste (det femte) kronblad skal du stríkke de første 2 masker sammen (den første maske fra forrige kronblad og første maske fra det nye kronblad = 7 ret. Nu formes blomsten til en ring, vær opmærksom på at "ringen" ikke er snoet. Træk den sidste maske igennem den første maske i kanten på første kronblad og strik den ret. Nu strikkes kronbladet færdigt på samme måde som de andre kronblade indtil der er 1 maske tilbage - træk denne maske gennem kanten på første kronblaf i anden pind. bryd garnet - lav en lang ende - og træk det gennem sidste maske.
Brug garnenden til at sy i opslagsrækken  ( de 45 masker) op og ned i hver maske, stram garnet til i midten af blomsten. Form blomsten ved at trække den lidt i facon, hvis du synes den virker lidt skæv.
Blomsten er nu færdig og du kan sy en knap i midten, en perle eller hvad du nu har lyst til at dekorere din blomst med. Du kan også sy franske knuder eller almindelige kællingeknuder som jeg har gjort det på den røde blomst (se foto) Du kan også sy frem og tilbage med en kontrastfarve i midten på blomsten.... God fornøjelse!

tirsdag den 26. februar 2013

Pickles blomster eller søte markblomster....


Man skulle næsten tro disse søde små blomster er broderede, men de er hæklede...
De har længe længe stået på min to do liste...og endelig fik jeg mig aget sammen til at prøve at lave nogen stykker...det går hurtigt og teknikken er nem at fange...selv for nybegyndere.
Opskriften er fra norske Pickles, som har mange skønne både hækle og strikke opskrifter...alle med en lille smule kant, sådan som jeg kan lide det...Opskriften finder du lige her
Jeg har dog ikke fulgt opskriften helt nøje. Pigerne fra Pickles laver midten af blomsten ligesom selve kronbladene, blot i mindre målestok, men jeg syntes ikke det blev så pænt,og lidt "pumlet" syntes jeg også det så ud...Så jeg har i stedet syet lidt frem og tilbage med dobbelt garn i stoppenålen og på den måde lavet midten...
Men jeg vil helt sikkert lave flere af disse søde markblomster, de kan jo bruges til mange ting: Hårspænder, hårbøjler, på beklædning, på et par sokker, som bordpynt, limet på et kort etc...
Må din tirsdag få bare et lille bitte strejf af forår eller i hvert fald bare et par solstråler i ny og næ!

tirsdag den 23. oktober 2012

Det enkle er oftest det smukkeste...

Det er for tidligt at hænge julepynt op på troldegrenene, også selvom julepynten frister i butikker og andre steder...
Lidt nyt skulle der til på mine troldegrene...
Blomster klippet på fri hånd ud af en gammel bogside, med knapper i pastel limet på i midten, hænger til skue, indtil julepynten ehemm...omkring 1 december kommer op, måske bliver det en lille smule tidligere, for jeg kan sikkert ikke styre mig så længe...

søndag den 7. oktober 2012

Der er ikke meget at komme efter...

Der er ikke meget at komme efter i haven...altså bortset fra ukrudt der skal hives op og ting der skal ordnes inden vinteren...men i buketmæssig henseende ser det lidt sløjt ud i min have. Men Morgenfruer og Sankthansurt er der da heldigvis, lidt asters også og så har jeg tilføjet et par æbler og et par klaser umodne hyldebær...når buketten så svøbes i blade fra kæmpestenbrækken...ja så ser den slet ikke så tosset ud endda...

Må din søndag blive god og indeholde lige netop de elementer du synes om...

torsdag den 27. september 2012

Den slidgigt-ramte tommelfinger protesterer...

Den slidgigt-ramte tommelfinger protesterer, men jeg "overhører" protesterne indtil videre. Jeg fik sådan en lyst til at hækle en stak små farverige blomster...så kan jeg vel stoppe når protesterne bliver for højlydte...
Glædelig torsdag til dig derude...


onsdag den 15. august 2012

Solsikketryk...

Solsikketryk er der ikke så meget at sige om, bortset fra at det er sjovt og sommerligt. Og så også bare for at vise at jeg altså også har andre farver sværte end sort...
Jeg holder utroligt meget af den fine grafiske virkning sort har mod hvidt...Men solsikker er gule med sort midte... så jeg plukkede to solsikker og fandt den gule maling frem fra skabet, hældte lidt ud på en plactistallerken og med en svamp duppede jeg maling på soksikkenskromblade...over på et papir med solsikken medstilkenden lige i vejret...Kronbladene trykkes let ned mod papiret med fingrene og når blomsten flyttes ses det fineste gule tryk..
Kronbladene falder nemt af i processen, men det gør ikke noget, fordi solsikkens sorte midte nemlig er trykt med solsikkens bund, hvor alle kronblade er faldet af i kampens hede...På foto nr to har jeg trykket med blomster der har tabt mange af kronbladene...det synes jeg ser fint ud alligevel - så'n lidt skævt og uperfekt-agtigt på den fine måde...
Kurvebunden duppes/pensles med sort maling og der laves et prøvetryk på et andet pair for lige at se hvordan det ser ud. Det ser bedst ud hvis der ikke er alt for meget af det sorte i midten...


lørdag den 14. juli 2012

Gederams...



Smukkere bliver det ikke...Gederams i store mængder er smukke. En af gederamsens utallige blomster er også smuk, set gennem makrolinsen...
Desuden har jeg fødselsdag i dag, og jeg skal på tur med hele den dejlige pukkelryggede...
Vejret.... Det bliver naturligvis pragtfuldt!