Viser opslag med etiketten Henkogte tomater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Henkogte tomater. Vis alle opslag

tirsdag den 17. august 2021

Henkogte tomater...



Henkogte tomater er i princippet det samme som flåede tomater på dåse...og så er det alligevel ikke...
Jeg bruger den gode gamle metode tilsat krydderurter, olie, lidt salt og nogle fed hvidløg pr glas. 
Man kan selvfølgelig også henkoge tomaterne helt plain.
Jeg henkoger tomaterne med skindet på da jeg altid blender inden jeg bruger tomaterne i gryderetter eller til tomatsuppe.
Det er selvfølgelig en smagssag om man vil flå tomaterne inden henkogning, men som sagt så gør jeg det ikke.
Glassene som er genbrugsglas, hvor jeg hvert år køber nye låg til, for at være sikker på at de slutter helt tæt...

Hvis drivhuset bugner af tomater eller der er et rigtigt godt tilbud hos grønthandleren, så skulle du måske prøve at henkoge et par glas tomater - jeg lover næsten helt sikkert at du vil kunne lide dem...

Du skal bruge: 
Tomater, alle slags kan bruges...
Glas der skal være fejlfri og være vasket grundigt og være skoldet med kogende vand, også lågene...
Du kan sagtens bruge genbrugsglas fra rødbeder eller andre syltevarer...
Atamon til at skylle glassene i - for at være helt sikker og især hvis du vil opbevare glassene over
længere tid...
Hvidløg i fed der er pillet og skåret igennem et par gange...
Basilikum, timian eller oregano, enten frisk eller tørret...
Salt
Olivenolie

Sådan gør du:
Tomaterne der skal være fuldstændig fejlfri, skylles og renses for stilk. De skæres i kvarte eller mere hvis tomaterne er store.
De rene glas skoldes med spilkogende vand også lågene, Brug en pincet eller lign til at tage lågene med. I det hele taget gælder det om ikke at røre glassene for meget med hænderne - hygiejne er alfa og omega i henkogning...
Tag en lille smule Atamon i glasset og sæt låget på - ryst Atamonen rundt i glasset og hæld det over i det næste glas og skyl også dette, etc...

Kom salt i, jeg bruger ca 1 teske til et 850 ml glas, ca 2 spiseskefulde olivenolie og urter i hvert glas. Kom de ituskårne tomater i glasset og pres dem sammen efterhånden. Fyld glasset op og sæt låget på, men skru det kun halvt på...
Tænd ovnen på 200 almindelig ovn, ikke varmluft, og sæt tomaterne ind i den kolde ovn, glassene skal stå med mellemrum og må ikke røre ved hinanden...
Hold øje med tomaterne og når de koger tager du glassene ud et efter et og skruer låget helt på, men pas på, de er jo meget meget varme...
De skal koge så der er mange bobler, men de skal ikke koge så det løber ned af glassene.
Man skal holde skarpt øje med dem hele tiden - 
Lad glassene køle af og kontroller at glassene er fuldstændig lufttætte...Gør glassene rene udenpå...
De henkogte tomater kan i princippet holde sig til evig tid og behøver ikke at stå på køl. 

Dog er det bedst at bruge tomaterne inden for rimelig tid og de bør heller ikke opbevares i direkte sollys. 
Den første gang man skal henkoge i ovn kan man godt være nervøs for om glassene revner, men jeg har henkogt tomater de sidste 15 år og jeg har aldrig oplevet at et glas revner - jeg oplever en gang i mellem at et glas ikke kan blive tæt, men det er altid lågets skyld - jeg køber nye låg til mine glas hvert år. lågene er ikke særlig dyre.
Har du et glas der ikke kan blive tæt kan du sætte det på køl hvor det kan holde sig en uges tid.

Jeg bruger tomaterne  blendede til lasange, til kødsovs og til tomatsupper og  til en lækker tomatsovs - 

Hav en dejlig sensommer tirsdag

 🍅De bedste hilsner KirstenK 🍅

tirsdag den 11. september 2012

Nu er det tid for henkogning af tomater...

 
Nogen har mange tomater...Det har jeg ikke...Men snart får jeg det drivhus som jeg så længe brændende har ønsket mig...så næste år, skal der dyrkes tomater i stor stil.
Heldigvis har jeg kontakter der kan skaffe tomater i store portioner, så 10 kg tomater er blevet henkogt og sammen med et mindre lager i spisekammeret, skulle der være nok til vinterens retter, hvori der indgår tomater, hvilket vil sige ganske mange her i huset.

Jeg bruger den gammelkendte Camilla Plum opskrift når jeg henkoger tomater... Du finder opskriften her
Med hensyn til henkogning... Så er der ikke noget at være nervøs for...Jeg har henkogt masser af tomater og peber, for den sags skyld, osse... Jeg har kun en enkelt gang oplevet, at et glas gik i stykker og det var kun i form af en revne, jeg først opdagede da glassene var kølet af. Hvis bare man gør som der står i opskriften, og sørger for at glassene ikke rører ved hinanden, skulle der ikke være nogen ko på isen.
Jeg lader enten glassene køle af i ovnen, efter at lågene er skruet fast på, eller lader dem køle af på køkkenbordet, dækket godt ned så de ikke afkøles for hurtigt. Her er det også vigtigt ,at glassene ikke rører ved hinanden, på grund de spændinger der opstår når glas opvarmes og afkøles...



mandag den 28. juni 2010

Tomatforrådsindsamling...


Det sidste glas af forrige års henkogte tomater er nyligen brugt, og det er tid for fabrikation af et nyt lager til vinteren. Den første portion er henkogt, idet der lige var tomater på bud i den lokale... Men der skal mange flere til, for de udenlandske tomater der fås sidst på sæsonen er jo ikke at sammenligne med de danske ... Opskriften, som er en af Camilla Plums, finder du her... MHT henkogning, så er der slet ikke noget fikumdik med det, bare man gør præcis som der står i opskriften...men første gang jeg skulle henkoge tomater, var jeg nu alligevel pænt nervøs for om glassene ville kunne holde til varmen, men det kan de altså...
Update: Hvis der er knas med det direkte link, kan du prøve dette ... her kommer du til hovedsiden, hvor opskriften findes under henkogte tomater....Her findes også mange andre af Camillas gode opskrifter....

tirsdag den 8. september 2009

Så gik der Camilla Plum i tomaterne...

To bakker tomater som egentlig skulle have været prøveklud for noget tomatmarmelade, blev i stedet til henkogte tomater med hvidløg og basilikum a la Camilla Plum. ... Og det er forhåbentligt heller ikke så ringe endda... opskriften finder du lige her