søndag den 15. december 2019

Jule nålepuder - 15. december...




En helt speciel julenålepude - det må man  da have - ellers er det en rigtig god julegaveide til en, der syr eller en der bruger nåle.
Og børnene kan sagtens være med her...Og man kan sagtens nå det, for det tager ikke ret lang tid at lave den.
I al sin enkelhed, så går du i genbrug og køber en nisse som disse her...eller noget lignende! Der er mange slags at vælge mellem.
Og jeg siger dig de har mange, som i rigtig mange, de var populære for år tilbage med en lille rød brændende kærlighed i eller måske var det en mini julestjerne...
De var allerede ret kitschede dengang, men nu kan de genopstå som en virkelig kitschet julenålepude.
I min lokale genbrug kostede alle den nette sum af 2 kr stykket...

Du skal bruge julenisseblomsterskjulere eller hvad de nu hedder.
Du skal bruge noget rødt filt eller andet løstvævet stof...
Du skal bruge noget fiberfyld (det såkaldte bamsevat)
Derudover skal du bruge lidt lim til at holde nålepuden fast i nissemanden.

Collagen herunder viser hvordan du laver nålepuden:


Du klipper en rund cirkel af stof , til nissen her er den ca som en underkop, så rier du op og ned med nål og tråd hele vejen rundt i cirklen.
Så trækker du tråden lidt sammen så du får en beholder du kan komme vattet i. Træk tråden sammen når du har kommet så meget vat i, som der kan være.
Sy lidt frem og tilbage så vattet ikke falder ud igen.
Vend nålepuden om og kom den ned i hullet ved siden af nissen. Hvis du synes nålepuden ikke fylder sækken helt ud kan du komme lidt vat, eller det stof du klipper fra når du klipper nålepuden, ned i sækken inden du sætter nålepuden fast.

Kom evt lidt lim på kanten af nissemandens sæk inden du sætter nålepuden ned i sækken.


Svanerne her har jeg lavet på samme måde, de er ikke så juleagtige og er også en god gaveide... de har fået en krone limet på hovedet (kronen er hvis du ikke allerede har gættet det, toppen fra en  julekugle der er gået i stykker) og siden billedet blev taget har de desuden fået en perlekrans af små sølvfarvede grønlænderperler på...
De kostede dog den nette sum af 5 kr stykket, så det stadig er en fin og billig lille julegave at lave -

Jeg ville f.eks blive glad for at få sådan en, hvis  det altså ikke lige var fordi jeg, som man ser på billedet, allerede har to...
Hav en rigtig dejlig 3. søndag i advent.

De bedste decemberhilsner
KirstenK

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver altid glad for en lille kommentar...♥