Viser opslag med etiketten dessert. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dessert. Vis alle opslag

mandag den 14. november 2016

Når kreativitet og logik kommer i carambolage og udløser en bombe...


Man siger at kreative mennesker ikke er særlig logiske.
Om det er rigtigt ved jeg ikke...
Følgende lille oplevelse kan måske være et eksempel på samme. Det kan også være, at jeg ikke tænkte mig om eller også var det et udslag af det meget sene tidspunkt på dagen, hvor jeg lige skulle lave denne kreative forberedelse til en dessert, som inde i mit hoved nærmest allerede var kåret til årets bedste dessert...
Nå, men jeg havde et eller andet sted på et af de sociale medier set, hvordan en eller anden dyppede en ballon i smeltet chokolade, lod chokoladen stivne og derefter piftede ballonen og vupti - stod den fineste lille chokoladeskål, klar til at fylde med is og lækkerier...
Så let som at klø sig i nakken, tænkte jeg og smeltede chokolade og pustede balloner op...lige et lille hurtigt projekt inden jeg skulle i seng (min sengetid var faktisk allerede overskredet med adskillige timer)
De første to balloner gik det fint med - de blev dyppet i chokolade og stillet i kopper og glas der stod parate  til formålet...

Den tredie ballon blev dyppet i chokoladen, og jeg var allerede begyndt at glæde mig til dynerne for halvdelen af de seks chokoladeskåle var nu fremstillet - troede jeg -
Da jeg havde stillet ballon nr tre i sin kop sprang ballonen med et brag og der blev slynget chokolade rundt i hele køkkenet...
Nu var chokoladen jo smeltet og da jeg normalt ikke er sådan at slå ud tørrede jeg bare det allerværste chokolade op og lavede en ny - og filensparkemig om det ikke skete igen - Chokoladen var nok blevet for varm og jeg kølede den lidt af mens jeg tørrede op, på vægge, på fliser, i vinduet og på gulvet...og alle andre mulige og umulige steder.

Resten af ballonskålene blev fremstillet uden bøvl, men nu her mange dage efter spotter jeg af og til en brun chokoladeplet hist og her...
Det der med at pifte ballonen gik fint (jeg havde, efter at have renset ballonen smurt ballonen med en smule smør)
Chokoladeskålene blev måske nok lige tykke nok, men som en af gæsterne høfligt pointerede, der kan aldrig være for meget chokolade i en dessert...
Noget foto af den færdige dessert har jeg ikke, men de blev fyldt med kugler af hjemmelavet is som blev drysset ret rundhåndet med brændte mandler der var knust...

                                                             De bedste hilsner 

                            🍨  KirstenK 🍨

søndag den 18. september 2016

Syltede hyben til ost og dessert...



Jeg har ikke sluppet dem endnu, de skønne røde hybenfrugter, så her kommer endnu en af mine hybenfavoritter, nemlig opskriften på syltede hyben, eller  syltede hybenskaller som de kaldes i den gamle Kogebog for land og by.

Opskrift:
1 kg eller ca 500 gram rensede hyben.
375 g melis eller lys rørsukker.
2 dl vand
3 spisesk eddike eller saften af en citron.
1/2 dl portvin eller sherry eller hvis det skal være vildt, rom...
Siruppen ved de syltede hyben bliver nemlig rigtig lækker når der lige er en sjat spirituosa deri, men selvfølgelig kan man udelade det.

Sukker, eddike/citronsaft, sherry/portvin  og vand koges sammen til sukkeret er opløst. De rengjorte og skyllede hybenskaller kommes i lagen. hvor de koges med til de er møre ca 5 til 10 min - jeg synes de er bedst, hvis de kun lige præcis er møre - men det er selvfølgelig en smagssag. Men kog dem ikke for længe, for de bliver blødere af at stå i lagen i glasset.
Skold glassene og skyl glassene med Atamon, inden hyben og lage, der endelig ikke må køle af, fordeles i, ikke alt for store glas, som lukkes lufttæt med det samme.
Ved syltning af hyben gælder de samme "regler" vdr hygiejne som gælder ved al syltning: Skold med kogende vand -  både glas og låg og brug skoldede redskaber, og skyl glassene med Atamon eller anden konserveringsmiddel.
Det er så ærgerligt, at bruge penge og ressourcer på syltesager der efterfølgende bliver dårligt og uspiseligt.

De syltede hyben kan bruges som en dejlig dessert enten alene eller sammen med andre syltede frugter eller frugter fra dåse sammen med flødeskum, skyr eller cremefraiche. Den sirup der bliver ved hybenfrugterne når den har stået en fjortendagstid, er himmelsk og er perfekt til at dryppe over desserten.

Til ostebordet er  de syltede hyben næsten uundværlige, - synes jeg.
Til en stærk roquefort eller som en fin smagsgiver til en mild ost.
En kold og mørk efterårsaften, hvor regnen pisker mod ruden og der er mørkt og koldt derude, så er det da fantastisk at sidde indendøre ved brændeovnens knitren og kunne spise dessert eller ost med den skønne sensommerfrugts varme og solrige syrlighed.
God fornøjelse, hvis du vil i gang med hybensyltyningen, der er stadig masser af frugter derude, jeg har plukket en skålfuld her i formiddags. Sommeren 2016 har vist forskudt sig en månedstid, men kulde og efterår kan jo hurtigt få overtaget så det er med at nyde den varme sensommer så længe den hænger ved.


                                         🌞De bedste sensommer hilsner KirstenK🌞