Viser opslag med etiketten mælkebøtter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mælkebøtter. Vis alle opslag

lørdag den 13. maj 2017

Solfarvning af garn - sjov med mælkebøtter...


Mælkebøtterne står som små fine lysende sole både på markerne og såmænd også i min græsplæne...
Jeg elsker dem og synes gerne de må være der og i en have med marker på de tre af siderne - ja så er det også en kamp der næsten er dømt til at mislykkes. Vi slår dem med plæneklipperen og så er plænen grøn igen et par dage  og sådan går det i ring hen over foråret...
Det var vist de indledende ord,  for indlægget handler jo som sådan ikke om mælkebøtter i plænen, men det gør det så alligevel lidt...


Solfarvning er ikke det samme som "rigtig" plantefarvning og specielt mælkebøttegarnet her, har en noget svagere lysægthed end "rigtig" plantefarvet garn som involverer gryder med kogende farvebade osv.
Solfarvning er en rigtig god aktivitet, også for børn. Det er sjovt at lave  og man kan altså ikke lade være med at gå og kigge til garnet og se hvor fint gult det bliver...Man behøver jo ikke, at kunne strikke for at synes det er sjovt at farve garn - det kunne jo blive en fin gave til nogen der strikker eller man bruge det som gavebånd eller noget helt andet...



Du skal bruge:
Uldgarn - det skal helst være rent uld, da farven ellers ikke hænger særlig godt ved. Om det er tykt eller tyndt er ligegyldigt
Her har jeg brugt 50g tykt uldgarn fra Brugsens tilbudskasse, hvor der var 5 x 50 gram for 90kr.
1 liter soyamælk.
Et stort henkogningsglaseller anden glasbeholder med låg (jeg kan godt lide at bruge henkogningsglas med låg og gummipakning, hvorfor kommer vi til senere)
En stor bunke mælkebøttehoveder - glasset skal være næsten helt fuldt...
1 spiseskefuld almindeligt køkkensalt
1 dl husholdningseddike
Kogende vand

Vind garnet op i et fed og bind en snor omkring garnet fire steder, ellers vil det filte helt sammen nede i glasset.
Læg garnet i blød i soyamælken et døgn - kasser soyamælken og skyl garnet rent for mælk.


Soyamælken får fibrene til at åbne sig, så garnet bedre kan tage i mod farven.
Pluk, glasset du vil bruge, næsten fuld af mælkebøttehoveder, tag ikke blade og stilke med, så bliver farven grumset.

Kom mælkebøtter, garn og 1 spsk salt i glasset og ryst eller rør lidt rundt. Fyld op med kogende vand og luk straks til. Det er her gummipakningen kommer ind i billedet. Glasset vil nu blive lukket lufttær og du undgår den grimme lugt der ellers snart kan opstå når plantedelene går i en naturlig forrådnelse...
Glasset har her stået ca en time og garnet har allerede optaget farve

Lad glasset stå i solen  indtil du synes farven er fin - er der ingen sol - hvilket jo af og til er tilfældet kan en radiator eller lign også bruges...Ryst glasset en gang i mellem så farven fordeler sig jævnt.

Tag garnet op og kasser mælkebøttehovederne og skyl garnet til vandet er klart. Vask det evt skånsomt i et uldvaskemiddel og skyl det op med eddike i sidste hold skyllevand. Eddiken får farven til at blive klar og fin.
Det er fantastisk sjovt at farve garn med planter - for man ved aldrig helt hvordan farven bliver ...
God fornøjelse, hvis du vil prøve solfarvning, jeg lover dig næsten helt sikkert at du vil synes om det...





                                   🌞De bedste sol og mælkebøttehilsner KirstenK🌞

søndag den 18. oktober 2015

Hvor der er vilje er der vej...

Hvor der er vilje er der vej...ja det er ganske rigtigt - dog er det ikke alle der har samme muligheder for vilje og vej, men det er en hel anden snak...
Disse planter som ganske vist er fra tidligere på året og som fremkom ved en oprydning i de mange billeder der findes i mine arkiver må være symbol på ovenstående sætning...


Den brogede vedbend har kilet sig ind mellem to mure der ellers står tæt sammen...

Mælkebøttens veje er uransagelige og den finder altid et sted at gro...også mellem fliserne...
Hav en dejlig søndag og tak fordi du tog dig tid til at læse med her...


søndag den 7. juni 2015

Mælkebøttefrøstande til dekoration - DIY...


At puste til mælkebøtternes frøstande er vel nok en aktivitet vi alle husker fra vores barndom.
Det er næsten heller ikke til at lade være med at puste til mælkebøttens frø, hvis eller når lejlighed byder sig.
Mælkebøttesæsonen er kort, men heftig og dette indlæg slutter den lille række af mælkebøtteindlæg.
Smukke og fine er frøstandene og jeg har sat nogle stykker i en urtepotte som en enkel dekoration...
De er egentlig finest udenfor når de står i deres rette habitat, men jeg har længe haft lyst til at prøve at lave en lille dekoration med bøtterne og nu skulle det være...
Her kommer en lille  DIY for hvordan man gør mælkebøttefrøstandene holdbare så de kan bruges i en dekoration...
Du skal bruge mælkebøttefrøstande (plukket forsigtigt, så de ikke går i stykker) 
en rulle tynd ståltråd/bindetråd. en urtepotte eller beholder hvor "blomsterne" kan stå, oasis i beholderens størrelse, hårlak
Klip et stykke ståltråd af lidt længere end mælkebøttens stængel og pres den forsigtigt op i den hule stængel indtil du mærker modstand i blomsterbunden. Lad være med at presse tråden gennem blomsterbunden. Sæt "blomsten" i oasisen eller noget andet der kan holde blomsten, det kan være en kartoffel eller en klump ler eller noget helt tredje.
Når du har lavet så mange blomster som du gerne vil have, sprayer du med hårlak, de skal have så meget at de lige netop ikke drypper af lak. Lad blomsterne tørre en times tid og placer dem så i en dekoration.
Jeg synes de er pænest, når de står nogen få stykker sammen og ikke blandes sammen med andet.De er selvfølgelig stadig meget sarte, men de tåler fint, at man rører ved dem...
Hvor hårdt man kan puste til dem ,ved jeg ikke, men det kan da komme an på en prøve...


fredag den 5. juni 2015

Mælkebøtter - Stegte mælkebøtter...


Den anden dag hørte jeg en sige: "If you can't beat them, eat them"
Sætningen var ment på mælkebøtterne. Der kunne da være noget om snakken og fra vegetarer har jeg hørt om disse mækebøttehapsere, som angiveligt skulle være ganske lækre...
Jan var dog noget skeptisk, da jeg prøvede at sælge ideen til ham og han mente da også helt sikkert at lige præcis den ret ikke skulle stå på hans menukort.
Jeg plukkede en stor håndfuld mælkebøttehoveder med et lille stykke stilk på. Jeg skyllede  hovederne godt og lagde  dem til afdrypning i et dørslag.
Derefter lavede jeg en dej af 1/2 dl hvedemelmel, 1/2 dl mælk, lidt salt og lidt peber.
Jeg dyppede mælkebøttehovederne, som jeg lige havde mast lidt flade og stegte dem gyldne i smør på panden. Nu er jeg jo ikke veganer, så det med smørret gik lige an, ellers kan man jo sagtens bruge olie.
De smagte faktisk ganske fortræffeligt, men om det er muligt, at spise alle mælkebøtter i min have, tror jeg måske nok ikke. Jeg spiste mælkebøtterne med en salat til. 
Hvis du vil plukke mælkebøtter til at spise, så sørg for, at det er et sted hvor der ikke er blevet sprøjtet eller der på anden måde er blevet anvendt kemikalier...
Hav en aldeles pragtfuld onsdag og kommer du forbi mælkebøtter skulle du måske overveje om de kunne blive din aftensmad...

onsdag den 3. juni 2015

Mælkebøttesirup...


Mælkebøttesirup er en lækker aromatisk sirup der nærmest har toner af honning i sig...
Siruppen kan bruges til pandekager, i teen eller en lille stribe oven på en is deessert er heller ikke dårligt.
Hvis du har lyst til at lave din egen mælkebøttesirup kommer opskriften her:

250 gram udsprungne mælkebøttehoveder, tag ikke for meget stilk med, da stilken giver en lidt bitter smag.
1 økologisk citron
1, 1/4 liter vand
1 kg rørsukker, man kan også bruge almindeligt melis, men så bliver siruppen mere lys...
Mælkebøttehovederne skylles godt, så eventuelle smådyr bliver renset fra.
Dernæst koges mælkebøttehoveder, citronen der er skyllet og skåret i skiver og vandet ca et kvarter, hvorefter citron og mælkebøttehoveder sies, gennem først en si og dernæst gennem et klæde eller gennem et kaffefilter, for at få eventuelle urenheder siet fra.
Sukkeret tilsættes den siede væske og koges nu ca 1 - 2 timer...
Der skum der kommer på overfladen når siruppen koges, fjernes med en hulske og smides væk. Du kan se hvornår siruppen er klar til at blive hældt på flaske, enten når den begynder at tykne eller for at være helt sikker kan du tage en teskefuld sirup og lægge på en kold tallerken og hvis det, når det afkøles på den kolde tallerken, har den rette sirupkonsistens er den klar...
Jeg kogte mit i ca halvanden time...
Hæld siruppen på skoldede og atamonskyllede flasker.

Hav en aldeles fantastisk dag...mælkebøttesæsonen er kort, men heftig, og man kan da næsten ikke andet end blive glad af sådan en skålfuld her - enten man så vil lave sirup eller ej...


søndag den 31. maj 2015

Mælkebøttekrans...


Det er mælkebøttesæson. Der findes vist ikke nogen plante der er hadet af så mange som mælkebøtten.
Den er nu elsket af lige så mange og jeg hører til den sidste kategori. 
Jeg synes de er ualmindeligt smukke og ingen kan da betvivle at en hel mark med udsprungne mælkebøtter ikke er smuk.
Ingen kan alligevel få has på demalle  og hvis man ikke vil have dem i bedene i haven, så må de fjernes med håndkraft...så det gør jeg så de steder, hvor jeg ikke lige synes de passer ind...
I plænen er de også men her får de lov til a være så længe de ikke overtager hele plænen og det har de, på trods af, at vi på de tre sider af vores matrikel, har marker med græs og millioner af mælkebøtter...
Den traditionelle mælkebøttekrans, hvor man starter med tre mælkebøtter og hele tiden snurrer en mælkebøtte efter mælkebøtte fast, har jeg lavet i tusindvis af i tidens løb.
I dag lavede jeg dog sådan nogle små mælkebøttekranse til bordpynt.
Lidt utraditionel har man vel lov at være...
Mormor kommer på besøg og jeg ved at hun vil synes de er fine på bordet, for hvis der er noget hun elsker, så er det noget der er utraditionelt...
Kransene visner jo hurtigt, men forgængelighed er jo netop et af naturens helt grundlæggende elementer, og det er der jo også noget vældig smukt i...
Mælkebøtterne er blot sat på en tynd ståltråd, en såkaldt bindetråd... og formet som en krans
Og nu må jeg hellere forlade haven og gå ind i huset og sætte kaffen over og tage have bukserne af, og skifte tøj inden mormor ankommer.
Glædelig søndag og den sidste dag i maj til dig der læste med her.