tirsdag den 31. maj 2011
Bamse og kylling er stadig in...
Bamse og kylling er stadig in...Jeg har syet et håndklæde til en hardcore Bamse og kylling fan...
Og når nu Blogger er så venlig at tillade at man udgiver indlæg, ja så vil jeg da lige benytte mig af lejligheden :-)
mandag den 30. maj 2011
Nå...Det var de hindbærsnitter!
Karen efterspørger verdens bedste hindbærsnitte opskrift...Og, den har jeg da!
Opskriftens oprindelse fortaber sig i det uvisse, men jeg har den fra min søster, der er noget nær den bedste hjemmebager jeg kender!
Hindbærsnitter:
Dejen svarer til 3 almindelige bageplader. Hvor mange hindbærsnitter der bliver af portionen, afhænger naturligvis af, hvor store man laver dem, når man skærer ud. Jeg plejer at lave dem ca halvt så store som dem man kan købe.
400 gram margarine
300 gram sukker
600 gram hvedemel
2 æg
1 tsk bagepulver
Hindbærsyltetøj (jeg plejer at bruge "blå spand")
Krymmel, enten de små multifarvede stænger eller nonpareille...
Flormelis, hvor meget afhænger af hvor tykt et lag der kommes på... Men glasuren skal laves noget tykt, fordi snitterne er varme når glasuren smøres på...
Mel,bagepulver og margarine smuldres sammen, sukkeret tilsættes og æggene kommes i. Dejen æltes så den er ensartet, men der skal ikke æltes for meget da dejen ellers vil komme til at klistre. Dejen lægges køligt en halv times tid.
Dejen deles i tre og rulles ud, så den passer til en bageplade...Det kan evt gøres mellem to stykker bagepapir. Bages ca 15 minutter i en 200 grader varm ovn... Dejen skal være lysebrun, men ikke branket, men må heller ikke være blød.
Dejen tages ud af ovnen og der smøres hindbærsyltetøj på hele dejen. Del den på midten og klap de to halvdele sammen, det skal gøres lidt hurtigt, inden dejen bliver hård. Pres dejpladerne sammen med let hånd. Nu smøres glasuren på, det gøres lettest med en paletkniv eller en smørekniv. Krymmel kommes på, mens glasuren stadig er våd, så de synker ned i glasuren på den karakteristiske "hindbærsnittemåde" Snitterne skæres ud i små firkanter eller små rektangler, mens dejen stadig er varm.
Hindbærsnitter kan holde sig i op til en uges tid, i en beholder med låg/kagedåse. Personligt synes jeg hindbærsnitter er bedst, hvis de har fået lov til at stå et par dage, hvilket desværre sjældent sker her i huset...
Billeder er der desværre ingen af, for jeg har ikke bagt hindbærsnitter for nylig...men det skal snart være, kan jeg mærke...
mandag den 23. maj 2011
Færdig, og lige til tiden, tilmed!
Så blev jeg færdig med den "tallerkenmønsterinspirerede" trøje...
Lige til tiden blev den færdig, og jeg blev lige præcis færdig med at dampe den, inden mit strygejern valgte at afgå ved døden...
Jeg vil tro det var omkring 10 - 12 år gammelt og det var såmænd bare sådan et billigt et...
Jeg må have købt et nyt når jeg kommer til byen...
Tallerkenmønstret har jeg lagt her hvis du skulle gå hen og få brug for et sådant.Maskeantallet skal være deleligt med 6, der er to rækker, hvor der strikkes med tre tråde ellers er resten af mønstret med to tråde...
Nu gider jeg ikke strikke flere mønsterborter lige nu, jeg er gået i gang med et hulmønster...der ganske vist har været kastet hen i hjørnet, indtil flere gange fordi jeg har lavet alt for mange fejl...
onsdag den 18. maj 2011
Er regnmåleren halvfuld eller halvtom?
Dumt spørgsmål kan man vel sige...Men jeg overhørte lige en samtale mellem to yngre kvinder, i kassekøen, i min lokale fødevarebiks, som gav anledning til det "dumme" spørgsmål
Samtalen drejede sig om vejret, og det er jo for så vidt ikke noget mærkeligt i...
Kvinde 1: "Det er sgu for dårligt med al den regn, og så når jeg lige har et par fridage"
Kvinde 2: " Ja, det skulle ikke undre mig om sommeren allerede er forbi, det er jo koldt som bare fanden"
Nå, men jeg står så der bagved og griner lidt i skægget, for hvor klager man egentligt over det dårlige vejr?...og kan man få dårligt vejr byttet?
Det nogen synes er supertræls regnvejr, er for andre livgivende regn!
Vi har selv indflydelse på mange elementer i vores liv...men vejret har vi ikke den store indflydelse på (ja det skulle da lige være, at reducere co2-udledningen) kommer der en regnbyge, ja så må man enten blive inden døre eller udstyre sig med regntøj og gummistøvler...
Livet er ligesom lidt sjovere når regnmåleren er halvfuld...
Samtalen drejede sig om vejret, og det er jo for så vidt ikke noget mærkeligt i...
Kvinde 1: "Det er sgu for dårligt med al den regn, og så når jeg lige har et par fridage"
Kvinde 2: " Ja, det skulle ikke undre mig om sommeren allerede er forbi, det er jo koldt som bare fanden"
Nå, men jeg står så der bagved og griner lidt i skægget, for hvor klager man egentligt over det dårlige vejr?...og kan man få dårligt vejr byttet?
Det nogen synes er supertræls regnvejr, er for andre livgivende regn!
Vi har selv indflydelse på mange elementer i vores liv...men vejret har vi ikke den store indflydelse på (ja det skulle da lige være, at reducere co2-udledningen) kommer der en regnbyge, ja så må man enten blive inden døre eller udstyre sig med regntøj og gummistøvler...
Livet er ligesom lidt sjovere når regnmåleren er halvfuld...
tirsdag den 17. maj 2011
Tallerken-inspiration...
De grå/blå mønstrede tallerken gav inspiration til mønstret på denne "hængeparti" trøje...Satser på den er færdig til weekenden... Så kan jeg vel blive fri for spørgsmålet: "Hvordan går det egentlig med min trøje"
mandag den 16. maj 2011
tirsdag den 10. maj 2011
Drillevest...
Denne her vest, har været en rigtig drillefætter. Først fik jeg den strikket alt for lang, så jeg trevlede op...så strikkede jeg et, synes jeg da selv, rigtig fint mønster i grøn, gul og sort...men så lignede den nærmest en påskedekoration, så jeg trevlede op...Nu er bærestykket strikket for tredie gang, og længden passer...Så lilla drillevest kommer ind i skabet, til vejret bliver lidt mere køligt...
mandag den 9. maj 2011
Mo'rens dag....
Ikke fordi jeg går op i det der "morsdagsnoget"...men det gør åbenbart, mine søde piger. En stor stak dejligt retrostof, en fin hjemmesyet læderpung, og en pose med spoler til min symaskine (fordi jeg har fået mange skæld ud af symaskine mekanikeren, fordi jeg brugte metalspoler, hvilket jeg ikke lige vidste, at min maskine ikke havde godt af) arriverede sammen med den ene af yndlingsdøtrene lørdag...
Så måske er det slet ikke så tosset det der morsdag, når man altså er mo'ren...
Hvornår er det så, det er børnenes dag? Jamen, det er det jo, hver dag☺
lørdag den 7. maj 2011
Hjemmebageriet...
Jeg har bagt rugbrød og Forsvikbrød... Ja, jeg har også bagt en kage, fordi vi skulle besøge farmor på plejehjemmet... og ve den, der ikke har kage med...
Men det var nu slet ikke det, det skulle handle om...
Derimod var det historien om hjemmebageriet, fortalt af de gamle damer på plejehjemmet, jeg ville fortælle om: Det var altså en navngiven dame, naturligvis krydret med, hvem hun var gift med, hvad manden lavede, og hvad hendes børn hed og hvem de nu er gift med og hvor de bor... Vi var også lige en lille tur om, hvilke sygdomme hjemmebagerdamen havde lidt af osv osv. Men damen bagte altså for folk, til jul bagte hun, foruden diverse brød og kager naturligvis også pebernødder ...En navngiven bondemand (og her gentager historien om hvem han var gift med og hvilke børn de havde og hvor de nu bor, sig igen) fik foruden brød og kager, hver jul, en 60 liters mælkejunge fyldt med pebernødder...
Sådan en "lille" historie fra da farmor var yngre, kan godt gå hen og blive en "længere" historie....
fredag den 6. maj 2011
Jeg prøver pelargonielykken, igen...
Momsestrik giver anvisning på pasning af pelargonier her
Så nu prøver jeg, for sidste gang, pelargonielykken. Jeg har aldrig haft held med at passe pelagonier særlig godt...Det er altid bare blevet til nogen små pisne misfostre...mærkeligt, for mine duftgeranier gror og blomster så det er en lyst. Geranier og pelargonier er da ellers temmeligt nært beslægtet, så vidt jeg ved...
Indtil videre ser de fine ud, men jeg købte dem så også først i sidste uge, og de har hver nat været dækket med et tæppe, for frosten bider lidt om natten...
mandag den 2. maj 2011
Godmorgen mandagsverden!
Godmorgen mandagsverden...Livet er slet ikke så tosset endda, det har regnet i nat og støvet er skyllet af. Planterne derude trængte også til et lille skvæt vand! Lige om lidt er solen brændt igennem, og udelivet venter...Billedet er udsigten fra mit køkkenvindue...Hav en aldeles pragtfuld mandag derude...
Abonner på:
Kommentarer (Atom)


