Viser opslag med etiketten vest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vest. Vis alle opslag

søndag den 30. november 2014

En bette ulden vest til mig...


Jeg er vestefreak...om vinteren har jeg næsten altid uldent strik på overkroppen (foruden den absolut uundværlige uldundertrøje)
Og mit garn er stadig pakket væk - som jeg da glæder mig til at kunne vælge mellem lidt flere farver - og at indkøbe nyt er ligesom lidt no go for jeg har i rigelige mængder og bestemmelsen med mig selv er at jeg ikke køber noget nyt for næste år. Heldigvis er næste år ikke lang væk og man kunne jo også løbe over et tilbud man ikke kan lade ligge...tøhø.
Vesten er strikket ud af hovedet med den islandske vest som udgangspunkt.
Grå garn er der åbenbart masser af i mit lager i stuen og en vest i gråkan man jo altid bruge...De gule striber er farveprøver fra efterårets plantefarvnings forsøg. Vesten er blevet okay, det er sådan en hverdagsting, hvilket jo er fint nok der er jo også ligesom flere hverdag end der er festdage.
Hav en rigtig dejlig søndag - november går på hæld og lige om lidt starter julemåneden for alvor og så skal der jules...
Jeg advarer mod julespam i de næste mange indlæg...

torsdag den 30. oktober 2014

Grå - Grå - Grå...

Grå er en neutral farve som fremkommer når sort og hvidt blandes, forskellige blandingsforhold giver naturligt nok forskellige grå nuancer...Grå er hverken sort eller hvidt, nærmest et kompromis. De gråtone nuancer der ligger tæt ved sort er dramatiske og mystiske. de gråtoner der nærmer sig hvidt eller sølv er lysende og levende. Grå er nærmest et kompromis.
Den grå farve er, når den står alene, en smule kedelig.
Kedelig associerer til det konventionelle, pålidelige, praktiske, stabile og solide. På den anden side er grå elegant uden at være prangende...
Grå betegnes ofte som følelsesløs, trist og deprimerende, men grå kan også være den stabiliserende faktor der nedtoner prangende og stærke farver...
Kartonerne med skummetmælk er i Danmark oftest grå...Og i mørke er alle katte grå!
Okay...en lidt lang indledning for at komme frem til, at jeg efter en lille strikke pause  har fået lidt fut under pindene igen. Og som du nok har gættet så er farverne grå og en lille smule sort...
Glædelig torsdag til dig der har taget dig tid til at læse med her...

lørdag den 22. juni 2013

Turkis sommertop...

Flamegarn har jeg masser af, en del fra dengang det var in for sidste gang...alt andet lige så er jeg lidt i gang med at strikke noget af det op...ikke så nemt fordi der ikke er så meget af hver farve. Den turkise sommertop er strikket i to forskellige kvaliteter som også har en lille farveforskel, men det ser man ikke "når musikken spiller" og når det er blandet med en blå og en hvid flame og en brun bommuldsgarn...
Selvom garnkvaliteterne er forskellige, har jeg haft toppen vasket et par gange og den holder sig stadig fint..
Du tænker måske: Bliver hun da aldrig træt af den model der...jo, måske men jeg er ikke blevet træt af at strikke netop denne model endnu. Når jeg bliver træt af den, så finder jeg nok på noget andet.
Go' sommer lørdag til alle der læser med h

tirsdag den 18. juni 2013

En gammel tennissok...


En gammel tennissok, af de helt gamle med røde og blå striber lå i kurven med rester af flame' garn...Sokken blev inspiration til denne sommertop strikket i flamegarn, dog to forskellige nuancer, idet ribben er noget lysere end resten af toppen, den lyse mellem de blå og røde striber er den samme som jeg har brugt til ribben...På den måde fik jeg en sommertop, som faktisk er rigtig pæn når man har den på. Og det svandt da lidt i restekurven...
Bærestykket er strikket på samme måde som denne her
Nu er jeg ikke særlig barmfager...faktisk slet ikke, men bærestykket med den brede rib nederst på bærestykket, som så bliver smallere foroven gør faktisk, at det ser ud som om jeg har lidt sørre barm end jeg egentlig har...Bonus :-)
God sommertirsdag til dig der læser med her!

tirsdag den 30. april 2013

125 gram flammet uld...

125 gram ulden effektgarn fra Drops er der gået til denne vest...strikket på pinde 5,5.
Jeg ved faktisk ikke, hvor vild jeg er med flammeflimsedimseriet på vesten, men modellen er jeg derimod vild med og det er ikke den sidste af slagsen jeg har strikket, det kan jeg allerede nu mærke.
Bærestykket er strikket i rib, hvor jeg synes garnet helt kommer til sin ret...Vesten er dejlig let og kan snildt bruget her til sommer hvor jeg satser på, at varmen og solen vil brage "for fulde gardiner" :-)
Jeg startede bærestykket med fire ret og to vrag og strikkede tolv omgange med det, dernæst tre ret og to vrang i tolv omgange, herefter tolv omgange med to ret og to vrang, og til sidst indtagning til en ret og en vrang...Såre simpelt, men ribben giver en rigtig god pasform...
I virkeligheden er farven dog noget mere lilla end fotoet gengiver...
Og når jeg nu har 500 gram af den rødlilla flammede uld, kan der vel nok blive til en lille sweater eller noget, osse...


søndag den 7. april 2013

Stjerner blev det ikke til...

En blå vest der skulle have været prydet med hvide stjerner...men selvom stjernemønstre var tegnet op i diagrammer og også blev prøvestrikket...så var jeg ikke tilfreds!
Så enden blev, at jeg prøvede noget helt andet som ikke har en hujende papfis at gøre med stjerner...jeg ledte i diagrammer der lå i en mappe med gamle strikkemønstre og jeg faldt for denne version som blev ændret så den passede ind i netop mit strikketøj.
Den er allerede et hit for forårets temperaturer fordrer altså stadig uldne gevanter....
Jeg hapsede mønsterfarverne næsten helt tilfældigt i kurven med de grønne og turkis restegarner...

mandag den 25. februar 2013

Killing stjerner på en vest...

Der var temmelig meget tilbage af den tjekkiske brune uld fra Killing sweateren...
Så inden jeg fik andre fikse ideer, skyndte jeg mig at slå masker op til en vest, for jeg havde gået og tænkt på at den stjerne besatte bort fra den ægte Killing sweater ville gøre sig godt på en vest...
Og så fik jeg også konstanteret, at man godt kan strikke en vest på en hel lang søndag...men nu jeg har dæleme også ondt i pegefingeren!
Og der er vist også lige nok til et par sokker i den brune tjekkiske uld...der for at det ikke skal være løgn hedder Daniel.
Men så tror jeg ogs det er slut med brunt for denne gang...Nu skal der vist andre farver på pindene!

lørdag den 8. december 2012

Den grå strik...


Det kedelige grå strikketøj er færdigt og lidt kolorit fik jeg da sat på det...jeg har længe haft lyst til at bruge noget af den dejlige gule uld jeg har liggende. Gul kan godt være en lidt svær farve at få inkluderet...men sort, hvidt og den grå som bundfarve passer fint til den gule.
Umiddelbart kan man ikke se det, men vesten er strikket af flere forskellige mærker garn, dog alle ren uld. Der er både noget uldgarn fra Brugsen, Limone tror jeg det hedder, der er Lima fra Hjertegarn og der er noget garn fra Grønhøj.
Måske lidt betænkeligt i forhold til når strikken skal vaskes, men jeg vasker alligevel altid alt uld i hånden...så mon ikke det går, øvelsen er gjort med godt resultat før!
Nu er der ryddet fuldstændig op i resterne af lys grå uld og sort...Så jeg må nok hellere på handelen for lysegrå og sort uld må ikke mangle i strikkekurven...Der kunne jo  pludseligt opstå et behov for at strikke i netop disse farver.
Måske burde jeg gøre andet og mere vigtigt strik færdigt...strik som gerne skulle ligge under juletræet juleaften...Måske bliver det til "strik selv" gaver - strikkepinde med maskerne slået op og en pose garn. var det ikke en god ide?
God lørdag til dig der læser med her...jeg skal vist på jagt efter et juletræ