Mange tror at det er besværligt at bage med surdej, men jeg synes du skulle give det en chance hvis du ikke har prøvet det før.
Hvis du har prøvet det er du sikkert allerede hooked...
Man kan købe et brev med ingredienser til at lave surdej, men det er nu også nemt at lave surdejen selv. Opskriften på surdej finder du under opskriften på surdejsbollerne...
Nå men egentlig var det surdejsbollerne det kom fra og her kommer en opskrift som jeg er rigtig glad for - bollerne er lidt rugbrødsagtige i smagen uden dog at være sure de er saftige og kan holde sig friske i flere dage uden at blive tørre. De tager tid og der skal en lille smule planlægning til, i forhold til at lægge dejen op - men de er afgjort værd at vente på. Dejen skal jo hæve det meste af tiden og om den hæver 18 eller 24 timer er lidt underordnet.
Surdejsboller ca 25 - 30 stk, alt efter størrelse.
3 dl kogende vand
3 dl knækkede eller hele hvedekerner
9 dl koldt vand
1 kop surdej.
1 dl surmælksprodukt (kærnemælk, yougurt, tykmælk eller skyr)
1 spsk salt
1 tsk sukker, sirup eller honning.
400 g groft rugmel
800 - 1000g hvedemel
evt 25 g gær (bollerne på fotoet er bagt uden gær)
Jeg har brugt lidt af de knækkede hvedekerner som drys ovenpå bollerne.
Kom hvedekernerne i bageskålen og hæld det kogende vand over - Lad blandingen stå indtil det er helt koldt.
Kom vand og surmælksprodukt i skålen med kernerne og bland surdej og evt gær i. Tilsæt salt og rugmel og rør godt sammen. Tilsæt hvedemelet,uden dog at tilsætte det hele på engang. Dejen skal ikke æltes og er klistret, der skal så meget mel i, at man lige akkurat kan røre det med hænderne...
Rør dejen rigtig godt sammen og sæt den til hævning et koldt sted natten over. Dejen kan sagtens stå meget længere, for når den står koldt hæver den rigtig langsomt og krummen i brødet bliver saftigt og sejt..
Rør dejen sammen og sæt bollerne på pladen med en ske dyppet i vand - så slipper dejen bedre skeen. Drys knækkede hvedekerner på toppen.
Lad bollerne efterhæve på pladen en lille halv time og bag dem ved ca 200 i ca 15 - 20 minutter.
Bollerne er lidt klæge indeni når de er nybagte, hvilket jeg synes er ret lækkert.
Surdej:
200 g rugmel
Evt. en lille smule gær
1 tsk honning eller sirup
1 tsk salt
1 dl yougurt eller tykmælk
2 dl vand
2 dl rugmel
Bland de 200 g rugmel sammen med gær, salt, honning, surmælksprodukt og vand. Lad blandingen stå på køkkenbordet i ca 1 døgn, med et viskestykke over...
næste dag rører du de 2 dl rugmel i dejen sammen med så meget vand, at det bliver til en lind dej. Lad surdejen stå på bordet endnu et døgn og nu skulle surdejen være i topform - lugte syrligt på en god måde og boble som en vulkan før den går i udbrud...
Surdejen lever lidt sit eget liv og opbevares bedst på køl "når den ikke er i brug"
Bruger du ikke af surdejen i løbet af 2 - 3 uger må du fodre den med 1- 2 dl rugmel og lidt vand så gærcellerne har noget af leve af...Surdejen skal lugte godt, lidt ligesom øl...Hvis den lugter skarpt og eddikeagtigt er den død og kan ikke bruges mere...
Om man vil komme gær i sin surdej eller ej er lidt en smagssag - jeg synes den er bedst uden - men maner sikker på at få gang i surdejen med det samme når man tilsætter en lille bitte smule gær. Og med lillebitte mener jeg en klump på størrelse med en ært...
🍴De bedste hilsner KirstenK🍴
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg bliver altid glad for en lille kommentar...♥