Historien om en lille skadeunge...

Måske husker du historien om den lille skadeunge fra 2014...
Historien gentager sig åbenbart, for jeg fandt for en uges tid siden, en lille forpjusket og absolut ikke flyvefærdig skadeunge på jorden neden for en skaderede i et af de høje træer i haven.
Dog var skadeungen anno 2016 knap så vild med at blive fotograferet som skadeungen fra 2014...
Dagen forinden havde jeg godt bemærket en voldsom skræppen i reden, men krager og råger der kommer fra de omkringliggende marker ligger evig og altid i krig med skaderne...
Jeg satte den lille unge op i træerne så højt, som jeg kunne nå og tænke, at den nok ikke ville overleve. Jeg kunne høre der stadig var en unge eller to tilbage i reden, men jeg var i tvivl om den ville kunne hoppe op i reden.
Den hoppede ganske vist fra gren til gren, men i modsat retning af reden. Den hoppede helt op i toppen af et grantræ, hvor den har befundet sig siden. Forældrene kommer og fodrer både den, og de anden unger som stadig befinder sig i reden...alle tre unger skræpper højlydt og kræver mad hele tiden. Heldigvis er ungerne begyndt at gøre flyveøvelser, så skademor og skadefar kan få sig en tiltrængt pause.
I øvrigt er skaderne rigtig glade for, at de små rødder som jeg dagligt har i min varetægt og jeg selv sidder ude på terrassen og spiser frokost - der ryger jo af og til en rugbrødshapser ned på fliserne, som skaderne kommer og henter når de små er blevet puttet i deres barnevogne og roen er faldet over matriklen...

Hvordan skaden fik sin stemme - en løgnehistorie med et gran af sandhed...

Den lille skadeunge som fik en lidt hård start på livet, flyver omkring i haven sammen med en mage og skade parret er allerede gået i gang med, at indsamle materialer til redebygning...
Skaden er hadet af mange, fordi den plyndrer småfuglenes reder, men redeplyndringerne er ren og skær hævn, fordi småfuglene engang i tidernes morgen narrede skaden så grueligt.
Historien lyder nogenlunde (alt efter, hvem der fortæller den) sådan her:
Dengang  da verden var helt ny, var skaden den smukkeste fugl i verden, den havde tilligemed den smukkeste sangstemme af alle fugle. Den var smuk, klog og kærlig og man skulle tro, at alle andre fugle derfor elskede den...men der var megen misundelse blandt småfuglene. Hvis bare de små fugle kunne få skaden til at tie stille, så ville man lægge mere mærke til de små fugles stemmer. Men desværre var skaden både stærkere og klogere end småfuglene, så det så lidt sort ud med at få skaden vippet af pinden...
En efterårsdag, hvor småfuglene var samlet ved skovsøen, tilbød vandet, at hjælpe de små fugle med, at narre skaden.
Småfuglene skulle blot, når de nu alligevel var på vej sydpå, narre skadens unger med til de varme lande...
Småfuglene fik da også hurtigt lokket de nysgerrige skadeunger med sig.
Da skaden opdagede, at dens unger var væk, ledte den forgæves over alt. En dag klagede skaden sin nød til vandet i skovsøen og vandet tilbød straks sin hjælp mod at få skadens smukke stemme i pant...Så ville vandet bringe budskabet, om de forsvundne unger ud i alle søer og bække og vandløb  i verden.
Skaden gav straks vandet sin stemme, men i samme øjeblik frøs vandet til is og skadens stemme frøs fast.
Skaden forstod da, at den var blevet narret Den ventede hele vinteren på at få sin stemme tilbage og da foråret endelig kom, sad skaden parat til at snuppe den første lyd der undslap den tøende is...KNÆÆK-SKRAAAT-SKRAT sagde isen, da den brød op og det var netop denne lyd skaden fik i halsen, da den åbnede næbbet for at få sin smukke stemme tilbage...
Og sådan er det stadig - skadens stemme skratter som is der knækker, mens vandet beholdt evnen til at pludre, risle og synge...
Glædelig fredag til dig...weekenden venter lige om hjørnet.

Fortællingen om den lille skadeunge...

Denne her lille husskadeunge måtte tidligt på sommeren forlade den trygge rede i utide. Ungen havde på tidspunktet, hvor fotoet blev taget endnu ikke lært at flyve og jeg var helt sikker på den ikke ville overleve...Dens søskende lå døde, på jorden, under træet, hvor reden var blevet fuldstændig ødelagt. Formodentligt er det krager eller råger der har været på et lille plyndringstogt i nabolaget...
På de åbne marker ved siden af vores grund foregår der ofte voldsomme chikanerier krager, skader og råger i mellem...Det eneste der kan få kragefuglene til at holde bare en lille smule sammen, er når musvågerne skal jages væk fra kragefuglenes territorier...hvilket foregår ret kontant og højlydt!
Den første dag sad husskadeungen blot på en gren og pippede lidt en gang i mellem, tilsyneladende forladt, selv om forældrene fløj rundt i området, tydeligt opskræmte.
Om aftenen kunne vi se, at ungen blev fodret af de voksne skader og de næste mange dage fik ungen maden serveret alt i mens den hoppede eller "møvede sig" fra gren til gren.
Nogle dage troede vi den var væk, men den var alligevel altid et eller andet sted i træerne.
Sommeren gik og skadeungen voksede sig stor og stærk og fik lært at flyve...
Helt fra starten af, lagde vi mærke til skadeungens ret karakteristiske hæse stemme. En stemme vi stadig hører i træerne omkring på grunden, men nu tilhørende en stor og flot voksen husskade.
Skadefamilier holder ofte sammen til langt hen på efteråret og vi ser da også stadig den lille skadefamilie, med tre medlemmer i området nær huset...
Til dig der læser med her: "Hav en rigtig god 1. oktober..."