Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børn. Vis alle opslag

tirsdag den 24. september 2013

Hvis du skulle være i tvivl...

Ja, hvis du skulle være i tvivl -  så er dette dyr en muldvarp der er ved at spise en orm...og den snuser til en ost...Et svar, der promte kom ud af den lille hvidhårede rottehalepiges mund, da jeg spurgte om hun vidste hvad dette mærkelige dyr var...
 

Måske ikke helt rigtigt, men godt fundet på og set med et barns logiske sans...og med en nylig erhvervet viden om muldvarpe og regnorme, så er det ikke så tosset et bud endda.
Hvor det der med osten kommer fra, ved jeg ikke, men måske er det associationer i retning af mælken...og andre mejeriprodukter, så som ost...
Jeg ved, jeg altid vil tænke på denne bemærkning når jeg ser en myresluger...
Må din tirsdag blive god og helt fri for myreslugere...

tirsdag den 17. september 2013

Ska' jeg finde en regnorm til dig?

Der foregår mange sjove og nogen gange temmelig finurlige samtaler under legen i sandkassen blandt de "små banditter", jeg dagligt har i min varetægt...
Denne samtale fandt sted under formiddagens leg i sandkassen. Det skal siges, at der forinden samtalen havde været en mindre kontrovers mellem de to søskende der udgør halvdelen af flokken...Søster følte sig med rette forurettet af sin bror...
Bror: " Vil du have mit blå skib"?
Søster: "Nej tak"
Bror: "Skal jeg hente en skovl til dig" ?
Søster: "Nej tak"
Og - nu sættes trumfen så ind...
Bror: " Skal jeg finde en regnorm til dig"?
Søster: " Ja tak"

mandag den 8. april 2013

Du må ikke bide...

De to ældste drenge i min dagplejegruppe havde hele formiddagen været lidt på kant med hinanden og mægling var efterhånden blevet en umulighed...Jeg foreslog så, at den ene kunne sætte sig lidt på madrassen og læse i en bog, mens den anden kunne lege med bilerne i gangen...
Dette arrangement gik fint en tid, indtil den lille dreng der elsker at tage sine strømper af, syntes han lige ville drille den boglæsende dreng lidt... Han vifter med de bare fødder lige foran den boglæsende drengs mund, og hans kropssprog udstråler i den grad, at han har rigtig meget lyst til at bide i "provokatørens"bare tæer...

Mig: " Du må jo ikke bide" (også selvom jeg absolut anerkender hans bidetrang)
Den boglæsende dreng: "Mig tænker kun på det"

onsdag den 27. februar 2013

Er månen en banan ?Er den ikke lavet af en grøn ost og sat fast med knappenåle?



Da jeg var barn sagde man altid, at månen var lavet af en grøn ost og sat fast med knappenåle...
Jeg drev nærmest min far til vanvid, fordi jeg spurgte og spurgte i en uendelighed, hvorfor man sagde sådan noget pjat...selv med min ringe kendskab til naturvidenskab kunne jeg jo regne ud, at man ikke kunne sætte noget fast på himlen med knappenåle og desuden kunne det da under ingen omstændigheder være en grøn ost, når månen nu altså var gul...basta! Stakkels far!
Nå, men nu har en af de rollinger, der dagligt løber om benene på mig, simpelhen løst et af min barndoms store problematikker for mig...
Månen er jo slet ikke en ost, men en banan...
I lang tid har rollingerne været vældigt optaget af månen og solen. Vi har talt meget om, at man kan se solen om dagen, hvis altså ikke den gemmer sig bag skyerne og om natten kan man se månen, hvis den ikke gemmer sig bag skyerne... Jeg lavede derfor en planche, hvor solen og månen er afbilledet på...Månen lavede jeg som halv for, at den ikke skulle forveksles med solen. Planchen hængte jeg op på døren og vi talte om den flere gange i løbet af dagen..
Sidst på dagen spørger jeg en af drengene hvad der er på planchen: "Der er solen" siger han og peger på solen "Og det der... er en BANAN" siger han og peger på månen...
Helt uden humoristisk sans er han nu ikke...for han spørger tit om morgenen, med et skælmsk grin, om vi ikke skal kigge ud på himlen for at se om vi kan finde bananen...
Go' onsdag til dig der læser med her!

torsdag den 24. januar 2013

Godmorgen lille æsel...

Her til morgen sidder den lille lyshårede pige og leger med dukkerne...de får mad, ren ble på og bliver lagt hen og sove. Når dukkerne har sovet sådan cirka 5 sekunder skal de op og så fortsætter det i en uendelighed med mad og rene bleer...
Der blev rigtig puslet omkring de små dukker og der blev sagt pænt godmorgen til dem da de kom op af søvnen...
Den lille lyshårede: "Godmorgen lille ven, har du sovet godt"? og "Godmorgen min skat, var det dejligt at sove lidt"?  De mange andre dukker fik lignende kærlige ord med på vejen ...
Da den sidste dukke skulle op af dynerne, tøvede den lille gavstrik og sagde så " Godmorgen lille æsel, vil du have en gulerod"? Hvor den slags lige kommer fra, ved jeg ikke, men vi grinede vældigt af sætningen som dagen i gennem har været til stor moro...




torsdag den 8. november 2012

Det er kun de voksne der må gå ud i futsko...

Af og til smutter jeg lige udenfor efter et eller andet, i futsko...Således også i dag, da jeg lige skulle smide skraldeposen i containeren der kun står nogle få skridt fra bagdøren...Hele flokken af "små hoveder" stod i døren på spring til at smutte ud også...
Mig: " I må ikke gå ud i futsko, så bliver de våde"
Den lille mørke pige med de brune øjne: "Nå nej, det er jo kun dig, der må det..."
De lægger da også mærke til alt, de børn...
Jeg kommer også lige til at tænke på en pige jeg passede for nogen tid siden...Hun skulle ikke sove til middag, men skulle bare hvile sig...Mens hun hvilede sig, talte jeg i telefon, og hun begyndte at snakke med...Jeg siger så til hende, at hun skal tie stille og hvile sig. Længe ligger hun og tænker sig om og siger så: "Hvorfor er det egentlig kun dig der må snakke"?
Glædelig resten af torsdagen til dig der læser med her!

mandag den 10. september 2012

Når man bliver taget med fingrene nede i kagedåsen...



Når man bliver taget med "fingrene nede i kagedåsen" kan man lige så godt indrømme det, med det samme...næsten da... Noget lignende, tror jeg susede rundt i hjernen på den lille mørkhårede med de brune øjne, da jeg i sidste uge kom ud på badeværelset og hun og hendes lyshårede kontubernal, angiveligt var ved at vaske hænder. I stedet for at vaske hænder, var de i gang med en meget yndet "leg" nemlig at lege med sæbedispenseren...Der lå temmelig meget sæbe på gulvet, på bordet og sådan.. De to piger fik lidt skæld ud: "Det er ikke i orden det, der..." osv, osv
Den lille mørkhårede stod med sæbedispenseren i hånden, og udbrød: "Det var ikke mig"  hun kiggede grundigt på sæbedispenseren og op på mig og så tilbage på sæbedispenseren, hvorefter hun så lidt beklemt sagde: "Jo, det var mig"
Sejt nok, for en toårig, der snart bliver tre, at indrømme at være ophavsmand til "narrestregerne" når det nu ikke kunne være anderledes...
Og måtten på gulvet behøvede absolut ingen vaskepulver, da den røg i vaskemaskinen!

tirsdag den 28. september 2010

Græskar!

På havebordet står et græskar. Den eneste høne i min kurv af dagplejebørn siger: "Bold" og bliver en smule gnaven, da hun finder ud af, at vi ikke skal spille bold med den fine orange bold.
Den lille lyshårede dreng siger med påtaget bederevidende mine: "Nej, nej  hoved"og klapper sig selv på hovedet, for at vise hvad han mener... Den tredie "bette fyr" har åbenbart erfaring udi det der "græskar noget" for han spørger: "Mad" ??
Sådan kan et græskar sætte gang i en samtale, der kan vare ganske længe, når man nu befinder sig i det univers, der gælder for 0-3 årige...