Selma Lagerløf : Kejseren af Portugalien

De fleste kender og elsker Selma Lagerløfs fortælling om Niels Holgersens forunderlige rejse.
Rigtig mange kender sikkert også Lagerløfs Jerusalem, filmatiseret i slutningen af 1990erne, instrueret af Bille August.
Nå, men det var slet ikke Jerusalem det skulle handle om, men Kejseren af Portugalien, som mange mener er Selma Lagerløfs største kunstneriske præstation.
Svenske Selma Lagerløf (1858 - 1940) skrev sine fortællinger og romaner for, at de kunne blive læst højt de lange og mørke vinter aftner.
Lagerløf er efter min mening en bragende god fortæller, der på fornemste vis formår at "slå en klo" i læseren og ikke mindst formår at fastholde læseren, der hele tiden må vide, hvad der sker på næste side i fortællingen.
Kejseren af Portugalien kan opfattes og læses på flere niveauer: På en måde er romanen en beretning fra de fattiges Sverige i 1860erne, men på en anden måde er romanen en historie om kærlighed - uudgrundelig og betingelsesløs kærlighed - en kærlighed så stærk, at den får fatale følger. Men den er vel nok mest begge dele.
Husmanden Jan Anderrson fra Skrolykke har giftet sig med Katrinna for at få foden under eget bord og absolut ikke for at få børn, men da Jan får sin nyfødte datter i armene, mærker han for første gang sig selv leve.
Han opkalder datteren efter selve solen: Klara Fina Gulleborg.
Far og datter forstår hinanden på en næsten telepatisk måde og far Jan forguder sin datter...
Da Klara Gulla bliver en ung pige rejser hun til Stockholm for at tjene penge, fordi faderen er kommet i økonomisk uføre. Det er selvfølgelig meningen at Klara Gulla skal komme hjem, når hun har tjent pengene til faderen ....men Klara Gulla kommer ikke hjem, og selvfølgelig har hun prostitueret sig for i det hele taget at kunne eksistere. Datteren har kun en enkelt gang ladet høre fra sig og faderen bliver langsomt mere og mere vanvittig af savnet.
Faderen tror til sidst at han er Kejseren af Portugalien, som venter på at Kejserinden skal komme hjem.
Klara Fina  kommer endelig hjem efter femten år, men da føler hun, at hun intet har til fælles med forældrene.
Faderen og moderen dør med kort tid efter datterens hjemkomst og først da Klara Gulla står ved sine forældres kister, indser hun, at alt hvad der er sket har været bundet op på kærligheden.
Og som præsten til slut siger i bogen: "Klara Gulla havde fået større kærlighed af sine forældre end nogen anden, og en sådan kærlighed måtte vendes til velsignelse. Og der stod Klara Fina Gulleborg fra Skrolykke, hun, der var opkaldt efter selve solen, ved sine forældres grav og strålede som en forklaret"
Jeg kan helt klart anbefale denne klassisker - den er absolut læseværdig - på trods af at den er skrevet i 1914...
Hav en rigtig dejlig 1 februar.