Skovflåt - Jeg er bevæbnet til tænderne...

Flåten er vel nok det nærmeste vi kan komme på et farligt dyr i Danmark...og flåter er vilde med mig. Og enten er det fordi jeg ofte går i  naturen eller også kan flåterne bare godt kan lide mig...
Men jeg er bevæbnet til tænderne og har forskellige værktøjer til afmontering af de små bæster.
Afmonteringsdimserne har været i brug flere gange denne sommer...

Alle tre fungerer fint, alt efter hvor på kroppen flåten sidder...

Den bedste er helt klart den der ligner en kuglepen, hvor der kommer en lille wire ud når man trykker på enden...og så vrider man ligesom det lille blodsugende bæst af...

Det lille kort som er nemt, at have i lommen har et lille forstørrelsesfelt, så man kan tjekke om en lille sort prik er en flåt eller ikke...

Når man køber flåtpincetterne og kortet følger der naturligvis en vejledning med...

Det gamle husråd om, at smøre margarine eller sprit på flåten virker ikke, men selvfølgelig kan man bruge en almindelig pincet. Det er dog vigtigt, at man ikke kommer til at klemme det lille bæst i stykker...

Du kan læse mere om flåten og fjernelse af samme her.

Hav en aldeles pragtfuld søndag.

Regnfang - eller regnfan...

Om man kalder den Regnfang eller Regnfan, den smukke gule blomst, deri rigt mål, sommeren igennem pryder grøftekanterne er vist en smagssag og også noget egnsbestemt. Blomsten er karakteristisk med dens knaplignende blomsterkurv uden randblomster eller kronblade om man vil...
Jeg kalder den Regnfang, men den har mange tilnavne...
Mange betragter den som ukrudt og i havens bede vil den da også hurtigt overtage det hele, idet den breder sig hastigt...så lad være med at plante den i haven, hvis ikke du gerne vil have en større bestand af de gule knapper...og her er det altså erfaringens stemme der taler!
Den bærer det smukke tilnavn guldknap, den kaldes også rønfer og det lidt mindre flatterende navn ormekrudt, fordi den gennem tiderne har været brugt som ormedrivende middel. Men å vidt jeg ved er indtagelse af større mængder af Regnfang skadelig...
Den skulle angiveligt også kunne holde trolde og djævle væk.
Den har været brugt som elskovsmiddel og den skulle også kunne beskytte mod lynnedslag og forrådnelse, hvorfor man tidligere anbragte  bundter af regnfang ved kartofler og grøntsager i vinteropbevaringen. Desuden skulle regnfang kunne holde lus og lopper væk...Derfor blev den da også blandet i sengehalmen...
Regnfang indeholder bitterstoffet tanacetin og plantens indhold af æterisk olie giver planten dens karakteristiske krydrede lugt. Man kunne måske godt forestille sig, at den karakteristiske lugt kunne overdøve andre ikke så velduftende dunster i sengehalmen...
Man kalder også Regnfang for den udødelige urt - herba immortalis - fordi man tidligere indgned lig med urten for at forhindre, at ligene blev fortæret af orme.
Jeg holder mig helt og aldeles fra ovenstående anvendelser, men bruger den i rigt mål til plantefarvning, hvor den giver den mest vidunderlige gule farve, alt efter hvor mange regnfang man kommer i farvegryden. Desuden er regnfang rigtig fin i sensomerblomsterkranse, enten alene eller sammen med andre af sensommerens mange grøftekantblomster...

Må din dag blive lige så smuk som regnfangens smukke gule blomster...

Ugens haveglimt - Husfred, gamle støvler og malede sten...

De gamle udtrådte vandrestøvler er blevet plantet til med husløg, som gror forbavsende godt i støvlerne...

En lille stenbunke i et bed, hvor en af stenene er pyntet med et fint lille fuglemotiv...

stenen er malet af min gode kollega Janni. 

Stenbunken flyttes efterhånden som hasselurten breder sig.

Husfred gror lystigt på friland og kan sagtens overvintre, hvis det dækkes om vinteren. 

En stor skive fra brændestakken holder godt på fugten, som husfreden godt kan lide. 

Husfred må ikke tørre ud, så det er en god ide at vande det hvis der er  meget sol på voksestedet...

Herfra ønskes du en glædelig dag, hvad end den nu bringer for dig...

Perikon - eller hvorfor der er huller i bladene på Prikbladet perikon...

Lige nu blomstrer og ikke mindst afblomstrer den skønne Perikon i grøftekanter og på skrænter.
Perikon er den perfekte blomst, at bruge som fyld i blomsterkranse, både med de smukke gule blomster, men også når den afblomstrer med en smuk rustrød farve der passer i kranse bundet af naturmaterialer...
Mange planter er bundet op på religiøse fortællinger og myter. Perikon har da også den mest vidunderlige historie at fortælle...
For der, hvor Jesu blod faldt ved korsfæstelsen på Golgatha, spirede der en vidunderlig plante frem - en plante der angiveligt skulle kunne forhindre alle sygdomme og al ondskab i verden. Plantens navn er Prikbladet perikon og selvom kronbladene er gule, som solens lys, kan man stadig se Jesu blod, hvis man knuser knopperne...saften fra de klare gule blomster er rødt som blod...
Djævelen blev desværre hurtigt klar over tilstedeværelsen af vidunderplanten og kunne naturligvis ikke unde menneskeheden et så vidunderligt  middel.
Derfor lod han alle sine djævleunger, bide huller i planten, med deres sylespidse tænder.
Den dag i dag, ses bidemærkerne stadig, og hvis man holder et blad fra Prikbladet perikon op mod lyset, ser man tydeligt, at bladet er fyldt med en masse små huller. Hullerne ses som prikker på bladene, hvoraf dens navn naturligvis er kommet...
Prikbladet perikon overlevede dog djævlebiddene, men mistede desværre sin kraft til at kunne kurere sygdomme og ondskab.
Om det er et djævelsk indslag, at Perikon giver en flot farvet kryddersnaps med en karakteristisk smag er nok tvivlsomt. Det skyldes nok mere Perikons indhold af det harpiksagtige stof hypericin...

Denne krans er bundet af regnfang, frøstande af skvalderkål og afblomstrede perikon...

Hav en dejlig fredag!

Ugens haveglimt...

Jeg elsker havenusseri... i den kommende tid, viser jeg små detaljer fra min have.
Ikke noget særligt, kan man måske sige, men det er nu den slags jeg går og hygger mig med og ja så vil jeg da egentlig gerne dele det med andre. Måske en og anden kan blive inspireret eller få en god ide.
Og jeg er vild med små finurlige detajler, som jeg kan gå og glæde mig over...
Udgangspunktet er noget med, at bruge hvad jeg har, eller noget der kan fremskaffes for få midler...og det er sådan jeg synes jeg får det hele til at passe ind i et overordnet perspektiv om ikke, at bruge unødige resourser...
Denne sommerfugl som ligger og soler sig på kanten af et af mine mange fade med husløg, er spændet fra et gammelt bælte, fra dengang, da den slags var moderne...

Hav en aldeles pragtfuld onsdag. Tak fordi du gav dig tid til at læse med her...

Syltede agurker...

Der findes mange forskellige opskrifter på syltede agurker og i hvert fald før i tiden havde hver familie deres egen opskrift, som de syntes var den helt rigtige...
Drivhuset har, på trods af den noget træge start med kulde og regn, bugnet af agurker, både de almindelige drueagurker og de altid trofaste baby/skoleagurker.
Her i familien har vi se

lvfølgelig også vores egen opskrift på syltede agurker, som vi synes er den helt rigtige...
Den er ikke den nemmeste i verden eller den er nu nem nok at følge, men der skal lidt planlægning til, for forberedelserne til selve syltningen foregår over flere dage.
I opskriften står der, at denne opskrift aldrig slår fejl og jeg har da heller aldrig oplevet at den slår fejl...
Opskriften lyder sådan her:

Ca 2 kg agurker (enten drueagurker eller babyagurker eller en blanding af begge)
Saltlage: 2 liter vand, 250 gram salt, 1 dl eddike evt en teskefuld Atamon.
Syltelage 1,5 liter eddike, 1 kg sukker, 1 dildskærm, 1 brev blandede syltekrydderier, evt 2 teskefulde Atamon.
Derudover skal du bruge egnede sylteglas, som er pinligt rengjorte. Det vil sige, at de først er vasket grundigt af, også selv om de er nye...og derefter skoldet med kogende vand og derefter skyllet i Atamon.
Jeg plejer ar skylle glassene ved at hælde en sjat Atamon i glasset og sætte låget på og derefter skvulpe det rundt i glasset. Når du skyller glassene i Atamon er det ikke nødvendigt at tilsætte konserveringsmiddel til syltelagen.
Hvis du spiser de syltede agurker i løbet af kort tid er det heller ikke nødvendigt at tilsætte Atamon
Agurkerne skylles i vand og skæres i passende skiver/stykker, ikke så tynde som til agurkesalat, men dog i mundrette skiver...
Saltlagen koges sammen og afkøles helt, derefter hældes den over agurkerne som stilles koldt i ca 3 dage. Herefter dækkes agurkerne af spilkogende vand og udvandes i ca 2 timer. Vandet hældes fra og kasseres.
Agurkerne kommes i de skoldede og Atamonskyllede glas. Brug skoldede redskaber når du håndterer agurkerne
Syltelagen koges sammen, tilsat dildskærmen og syltekrydderierne. Dildskærmen og syltekrydderierne fiskes op og den spilkogende lage hældes over agurkerne som straks lukkes til.
Agurkerne er bedst, hvis de får lov til at trække en uges tid inden man begynder at spise af dem, men det kan godt være svært at vente så længe...
God fornøjelse med syltningen, hvis du har fået mod på at sylte en omgang agurker!

Agurker klar til at blive lagt i saltlage...

Kogler i bunker...

Ja, det var altså  min ven flagspætten der fandt på det, det der med at lave bunker af kogler...
Og når jeg nu altid går og samler de kogler op - for de er nu også lidt trælse når man slår græs, de larmer sådan når de går gennem plæneklipperen...
Jeg har flere forskellige koglebunker rundt omkring i haven, Hver slags kogle sin egen bunke, neden for deres egne træer forstås...
Og jeg hygger mig med de små bunker der bliver større og større og så er der serveret gratis mad i bunker til musene om vinteren.
Eftersom vi har masser af træer der producerer kogler, er det i grunden en ganske fornøjelig og helt gratis aktivitet, at samle kogler til bunke...
Min forkærlighed for kogler gør også, at jeg næsten altid har et bed hvor kogler er brugt som bunddække...
De bedste ønsker herfra, om en pragtfuld augustonsdag til dig, der læste med her.

En ko er ikke farlig...

Frit citeret efter Søren Ryge Petersen:
En ko er ikke farlig, den lugter godt og kan stikke tungen helt op i næseborene...
Og selv om modellen på billedet slet ikke er en ko, men en kvie så passer det altså alligevel!

Vibeke Marx: Sortehusene...

Gaven for juli i  Den omvendte julekalender var denne dejlige lille bog.
Vibeke Marx: Sortehusene, en bog om forholdet mellem generationerne, om fortielser, hemmeligheder og om viljen til at forandre egne liv...
Bogen en besk og til tider ganske barsk, men på samme tid en blid fortælling om forholdet mellem fortælleren Kirsten og hendes mor Agnes, hvis historie sideløbende fortælles... men også om Kirstens forhold til datteren Tine og sønnen Thomas...
Man kommer aldrig til at holde af den egocentriske Kirsten, der uden entusiasme pligtskyldigt besøger sin mor på plejehjemmet. Det fejlslagne forhold mellem mor og datter gør det svært for Kirsten at holde af sin mor og den dårlige samvittighed får hendes vrede til at blusse yderligere...For moderen Agnes har altid ment, at Kirsten er født vred eller som det udtrykkes i bogen - arrig -
Begge kvinder har en stærk vilje og de hører nok også de mere kantede af slagsen..
Kirsten og Agnes er hele livet gået forkert af hinanden og mønstret gentages i Kirstens forhold til datteren Tine. Forholdet til sønnen Thomas udvikler sig noget anderledes, idet Kirsten har svært ved at slippe Thomas, men Thomas har også svært ved at slippe sin mor, fordi hun er den eneste der kender hans hemmelighed om at han er transseksuel...
Hemmelighederne, det usagte omkring det næsten unaturlige forhold mellem Kirsten og Thomas ødelægger forholdet mellem Kirsten og manden Poul, som er godmodig og af de fleste opfattes som lidt af et skvat...
Bogens titel,  Sortehusene, refererer til en klynge intermistiske  fiskerhytter i nærheden af Odenses gamle losseplads og som gennem hele bogen har status som et fristed først for Agnes og manden Henry, senere af Kisten og Poul og til sidst af Tine der arver fiskerhytten i Sortehusene fra Agnes da hun dør...
Vibeke Marx formår som i hendes andre bøger, at beskrive personligheder som vi alle kender, måske endda fra os selv. Men skulle man sætte fingeren på noget i Sortehusene, ja så gribes man ikke sådan helt om hjertet og skal det sættes helt på spidsen så kan man under læsningen tage sig selv i at være lidt ligeglad med nogen af karaktererne i bogen...
En absolut læseværdig bog, måske ikke ligefrem en klassiker, som jeg varmt kan anbefale...

To kageforme, beton og noget skyggefuld tid...

Opskriften på dette lille fuglebad eller man kan måske driste sig til at kalde det en lillebittebitte havedam:

To hjertekageforme, en stor og en lille
Olie, opvaskemiddel eller vaseline til at smøre formene med.
Noget skyggefuld tid, ca en to- tre måneder...
Beton som er blandet efter forskriften på posen.
Det nemmeste er at købe letbeton eller såkaldt stolpebeton, der blot skal blandes med vand efter anvisningen på sække. Betonen kan købes i alle byggemarkeder, eks Jem og Fix 

Sådan gør du:
Først smører du formeme, den store indvendigt, den lille udvendigt.
Den færdigblandede beton kommes i den store hjertebageform (den fyldes ikke helt op) og den lille placeres midt i, så symetrien bliver rigtig...
Den lille form fyldes med sand sten eller andet tungt så den tynges ned...
Og så venter du en fire, fem dage på at betonen skal hærde. Placer støbeformene i skyggen eller dæk med plastic så betonen ikke hærder for hurtigt op og revner...Vent hellere en dag for meget end en dag for lidt med at tage betonen ud af formen. Og her er det altså det bitre erfaring der taler...
Vend det lille fuglebad ud af formen og lad det stå i syggen eks under en busk nogle måneder...fyld ofte vand i det lille hjerte i midten for at fremme dannelsen af mos hvis det er det du er ude efter...
Det var helt klart mos, jeg var ude efter og nu her tre/fire måneder efter fremstillingen er det  lille fuglebad jo nærmest helt perfekt, set med mine øjne...
Der er blot at tilføje, at du nok ikke skal bruge kageformene til at bage kager i efterfølgende.
Jeg har købt mine kageforme i Netto eller Fakta på bud...
Må din tirsdag blive hjertensgod - fyldt med glæde og god karma...