Ind i mellem hives vi ud af vor trygge osteklokke, og sættes ud på kanten, ud på den kant hvor der er rigtig koldt, og frygten for at miste en af sine kære, hiver og slider i en... Ja det er vist den kant jeg sidder på lige nu...med benene dinglende ud over..
MEN, for den da, hvor er menneskets tilpasningsevne fantastisk... man vænner sig forbavsende hurtigt til at håndtere det følelseskaos frygten afstedkommer, men også frygtens fysiske bror: Den konstante knude i maven......
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg bliver altid glad for en lille kommentar...♥