Viser opslag med etiketten perler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten perler. Vis alle opslag

mandag den 25. april 2016

Hama perler på høretelefonernes ledning...


At sætte perler på høretelefonernes ledninger er ikke noget nyt.
Det er heller ikke noget jeg har fundet på - og lige nøjagtig hvor ideen kommer fra, fortaber sig i det uvisse...
Ikke desto mindre bliver jeg ofte spurgt om, hvordan i alverden jeg får perlerne sat på ledningen, og som så meget andet, så er det faktisk såre simpelt.
Man skærer simpelthen Hamaperlen op i  den ene side og lirker den forsigtigt på ledningen ...


Du skal bruge en hobbykniv, midi hamaperler og selvfølgelig et par høre telefoner.

Skær perlen op i den ene side. 


Åbn forsigtigt perlen og lirk den over på ledningen...det kræver lidt tålmodighed.



Tålmodigheden belønnes og snart er høretelefonernes ledning udstyret med et blåt og orange hylster...

Farvekombinationerne er mange, her er frit valg på alle hylder...
God fornøjelse til dig, hvis du vil prøve at dekorere ledningen på dine earplugs og tak fordi du kiggede indenom her.

søndag den 3. juni 2012

Perler af hyldegrene...


Hver ledig stund bruges i haven...det har grebet lidt om sig, for når man først begynder at klippe ned og rydde ud i buske og træer, ja så er det ikke nemt at stoppe igen....
Der er blevet ryddet godt ud i matriklens bestand af hyldebærtræer, som gror alle steder...
Hyldebærgrenene er bløde indeni og er derfor ideelle til at lave perler af...man klipper blot en forholdsvis lige hyldegren i mindre stykker og trækker perlerne på en snor eller en tynd ståltråd...De store perler som er lavet af en tyk gren, har jeg dog brugt en sav til.


torsdag den 26. august 2010

Furperler!


Perler lavet af moler gravet ud af en af skrænterne på et af de skønneste steder i danmark, nemlig Fur.
Perlerne er så tæt på naturen, som man vel kan komme. Leret er gravet  ud af skrænten med hænderne, formet til perler, hvorefter der er lavet hul igennem hver perle med en pind...Perlerne har ligget til tørre et par dage, hvorefter de er brændt i et bål...
Den brændte moler er næsten papirlet og har den helt rigtige karakteristiske røde molersfarve...
Hav en perlende god torsdag...her i det himmerlandske ser vejret ud til at blive tørt!

fredag den 5. februar 2010

Mens vi venter på foråret...



Mens vi venter på foråret, kunne man jo lave de her små guldsmede/sommerfugle...


Du skal bruge lidt perler og en rulle tynd blomstertråd. Klip ca 1 meter tråd af og fold den sammen på midten. Kobbertråd er også fint at bruge. Der fås rigtig mange fine farver i bindetråd, som man også kan bruge - Princippet er det samme, uanset hvilken binde/blomstertråd man vælger...


I den ende hvor tråden er foldet, binder du en knude..


Guldsmedens  krop laver du ved at sætte perler på den dobbelte tråd - så mange som du vil have guldsmedens krop til at være...


De to tråde deles nu, en til hver side...


Sådan laver du guldsmedens vinger...tråden snos omkring midten et par gange...Du skal ikke lave vingerne større end  at der stadig er blomstertråd tilbage til at lave følehorn med...


Nu har den to vinger...Man ser tydeligt den overskydende tråd...


 Lav et par vinger mere ...sno tråden om midten når du har lavet den ene vinge...og lav den anden vinge på samme måde.


Vingerne er færdige. Det overskydende tråd skal bruges til at lave følehorn af...


Sno tråden en fire fem omgange rundt og sæt en perle på der hvor du synes følehornene skal slutte



Tråden snoes omkring følehornet og det overskydende tråd klippes af.

Enden hvor du allerførst lavede en knude, kan snoes eller man kan lade den være som den er...
Færdig finito, en guldsmed eller sommerfugl, om man vil...