Johan Theorin: Ølandskvartetten

Hvis ikke du kender den svenske (krimi)forfatter Johan Theorin, så kan jeg kun anbefale at læse hans bøger...

Johan Therorin der om sig selv siger, at han mere er historiefortæller end kriminalforfatter og med skønne stemningsbilleder og naturbeskrivelser fra Øland, kan der være noget om snakken.

Theorins store kærlighed til Øland fornemmes og der anes da også en smule vedmodighed over, at de fastboende på Øland bliver færre og færre...

Hans sprog er helt karakteristisk, almindeligt og endog en anelse underspillet. Han forstår at beskrive almindelige menneskers mørke sider, uden at det kommer til at lyde som en psykologisk profil og for at det ikke skal være løgn så er spøgelser og sågar elverfolk også indblandet i handlingerne. Endda uden at det forekommer spor mærkeligt.

Den gamle skipper Gerluf, som godt kan lide at gruble og at tænke over tingene, er omdrejningspunktet i opklaringen af grumme mord i de vanvittigt spændende fire bind i Ølandskvartetten.

Bindene kan sagtens læses hver for sig, men jeg synes nu alligevel det giver en vis mening at de læses i den rækkefølge, som de er skrevet. 

1. Skumringstimen.

2. Natstorm.

3. Blodlag.

4. Gravgæst.

David Lagercrantz: Det der ikke slår os ihjel - Som at give Kaptajn Haddock antabus eller Anders And underbukser...

Antabus til Herges´ alkoholiserede kaptajn med det farverige ordforråd eller underbukser til Anders And er nogle af Politikens Bo Tao Michaelis ord i anmeldelsen af den længe ventede Millennium roman "Det der ikke slår os ihjel"
Jeg købte og læste den få dage efter den udkom, for som så mange andre havde jeg glædet mig rigtig meget til denne bog. Om den levede op til mine forventninger? Både ja og nej og ved ikke...
Lagerkrantz skriver godt, ingen tvivl om det - men magien i bogen glimrer ved sit fravær og romanen er alt for længe om at komme til sagen - og med sagen mener jeg Lisbeth Salander - som vi først møder langt, alt for langt, inde i romanen.
Stieg Larssons samfundskritiske holdning er lokomotivet der får Lisbeth Salander til at fremstå som en magisk heltefigur, måske endda en moderne superhelt af en slags. Desværre gør Lagerkrantz, Lisbeth Salander til en helt anden karakter end den Salander vi kender. Og det er lige netop i den forbindelse Michaelis bringer antabussen og underbukserne på banen...
Vi forventer ikke, at Lisbeth tænker filosofiske tanker om livet, vi forventer ikke at Lisbeth udviser overdrevent empati, vi forventer at se den Lisbeth der drevet af de frygtelige uretfærdigheder hun hele livet er blevet udsat for, "ordne"  uretfærdigheder på sin helt egen specielle facon...
Nietches kendte citat:  "Den modstand der ikke slår os i hjel, gør os stærke" har inspireret til romanens titel, men det falder ligesom lidt til jorden, i konteksten - synes jeg!
For mange år siden var det kommisær Beck og Gunvall Larsson i Sjøwal og Wahløs romaner der udgjorde mine favoritter blandt svensk samfundskritisk krimi.
Siden hen blev det Stieg Larssons Millennium trilogi der fik status som favorit i den helt specielle kombination af samfundskritik og krimi som svenskerne, om nogen, behersker.
Desværre mangler Lagerkrantz den samfundskritiske drivkraft... og en stjernemarkering på min læseliste for 2015 får romanen altså ikke.

Thomas Rydahl: Eremitten - Vinder af Bogforums Debutantpris 2014

Jeg har lige læst Thomas Rydahls debutroman. - Vinder af Bogforums Debutantpris 2014.
Ikke et brag af en krimi, men et brag af et krimidrama. Bogen har den halvgamle og meget "slidt af livet" taxachauffør Erhard Jørgensen som omdrejningspunkt på mere end en måde. Erhard har forladt sin kone i Danmark og har slået sig ned på Fuerventura ved de canariske øer...
Naturligvis, fristes man næsten til at sige, har Eremitten, som han kaldes af lokalbefolkningen, også et alkoholproblem, at slås med - og for at det ikke skal være løgn - bor han i et gammel faldefærdigt skur sammen med to geder.
Bogen starter med ingenting og kan måske føles lidt tynd i starten...og krimiplottet føles heller ikke direkte fra starten, men i løbet af bogen optrappes der på alle fronter og krimidelen bliver enddog meget overraskende på mange måder.
Bogens hovedperson er rablende skør og lever et liv som kun forstås af de færreste... Han mangler en finger på den ene hånd, som er forsvundet som straf for noget han har gjort i sit tidligere liv i Danmark - hvad får man aldrig at vide, men man har måske en anelse...
Bogen er fyldt med skøre indfald som virker endog rablende vanvittige, hvis de tages ud af deres sammenhæng, men i helheden virker de ganske naturlige.
Der er så gu også sådan lidt Graham Greene over Thomas Rydahl...
Jeg tænker menneskets flertydighed og vores noget ambivalente forhold til moral.
Bogen er efter min mening et forfriskende pust ovenpå de mange krimier, der er dukket op de seneste år.
God lørdag til dig og tak fordi du kiggede indenom her.

Lene Kaberbøl: Kadaverdoktoren.

Kadaverdoktoren er, så vidt jeg ved, Lene Kaberbøls første selvstændige voksenroman.
Jeg kender mest Lene Kaberbøl for børne/ungdomsbøgerne om Skammerens datter. Bøger der er blevet læst igen og igen af begge mine døtre...
Kategorien er historisk kriminalroman.
I slutningen af 1800-tallet var det direkte upassende, at kvinder interesserede sig for retsmedicin og det er da netop også et af romanens hovedtemaer.
Kadaverdoktorens datter må tage over, da kadaverdoktoren under opklaring af en mordsag kommer slemt til skade. Samtidens negative syn på den 20 årige Madeleines videnskabelige ambitioner, gør det på ingen måde hverken nemt eller ufarligt, at opklare de mange mærkelige dødsfald der skyldes mider, man normalt kun  findes hos hunde og ulve...
En spændende, lidt anderledes kriminalroman med masser af drama, hvor et lille pift overnaturlighed krydrer et spændende plot.
Bogen er fra 2010 og absolut en læseoplevelse værd.
Hav en aldeles pragtfuld februar-onsdag og tak fordi du lagde vejen her forbi...