Der er ingen der lovet os at livet skulle være en fest og det går jo hele tiden op og ned.
For nu, at blive i terminologien fra overskriften, så er det som om livet her på det sidste mest budt min familie og jeg på tørre skorper...
For en månedstid siden fik min mand, som lyn fra en klar himmel en blodprop i hjertet.
Heldigvis fik han hurtigt hjælp og han er da også så småt ved at være ovenpå igen.
Men angsten, frygten, sorgen, smerten og det lige at kigge døden lidt i øjnene - ja det er altså ikke lutter lagkage.
Taknemmeligheden over, at han er her endnu, er stor...rigtig, rigtig stor.
Frygten og angsten sidder stadig i os - men langsomt og sikkert bliver det hverdag igen og selv om alt måske ikke bliver det samme igen - så skal alt nok blive godt - det ved jeg, for vi er positive og ser fremad med åbent sind.
Så husk at give dem du elsker et kys og et knus lige så ofte du kan...
For ingen kender dagen før solen er gået ned.
