Viser opslag med etiketten huse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten huse. Vis alle opslag

mandag den 11. januar 2016

Huse - Januar skyline...



Der er nu noget over huse...
Huset symboliserer os selv forstået som mennesket, døre, porte og indgange symboliserer munden og vinduerne ganske naturligt øjnene.
Huse kan være hytter, paladser, slotte eller bare ganske almindelige huse med små forskelligheder, de kan være skæve, retlinede, høje lave, brede eller smalle etc.
Kort sagt huse er lige så forskellige som mennesker...
Huset som motiv er elsket og er gennem tiderne blevet fremstillet kunstnerisk på alle mulige måder og i alle mulige materialer...
Jeg har brugt et ret simpelt materiale til denne skyline, som jeg har anbragt over en dør...Den passede lige i længden og rent symbolsk passer den jo fint over døren...
Jeg har brugt en sort frugtkasse af pap fra supermarkedet, som er skåret op i tilfældige størrelse huse. Døre og vinduer er tegnet op med en hvid Poscatusch og så er husene blot hængt op over døren med en lille klump klæbegummi.
Man kan jo også nøjes med at lave et enkelt eller to huse, men det er ligesom om man bliver bidt af det, når først man er kommet i gang...eller det kan også være det kun er mig der har det sådan.


Du skal bruge en sort frugt/grønt papkasse fra supermarkedet, en hobbykniv, en lineal og en hvid tucsh.
Jeg synes det ser pænest ud hvis "striberne" i pappet går på den lange led, men det er selvfølgelig en smagssag.
Håber indlægget kan inspirere til en billig og fornøjelig januaraktivitet...
Glædelig mandag til dig der læser med her.



mandag den 30. juni 2014

Huse - tryk med mosgummi...


Engang for længe siden sendte min navnesøster Kirsten mig et link til en amreikaner der havde lavet de fineste tryk af huse...
Jeg gemmer, men glemmer ikke den slags ideer og jeg har da også prøvet mig lidt ud i tryk med huse før..
Se for eksempel her og her en Coffetable bog med tryk af huse på forsiden.
Jeg arbejder mest med sort hvid...men ind i mellem får jeg også lyst til at bruge andre farver og så kan man jo ligeså godt gå hele vejen og bruge farver der er lidt pang...
Jeg har trykket mange rækker huse, som jeg regner med at ville sy ind i børne sengesæt...
Nogle tryk har jeg lavet så de passer i størrelse med sofapuder, så måske får jeg senere på sommeren puder i min sofa med huse på...hvem ved.
Jeg har brugt stoftrykfarve og trykket på lærred i en god kvalitet...af erfaring ved jeg, at det ikke betaler sig at trykke på tyndt ubleget lagenlærred, det er alt for tyndt og det er svært at stryge glat...Stoffet skal være vasket, tørret og strøget helt glat inden du begynder at trykke på det.
Trykkene er efterfølgende fixeret med et varmt strygejern...anvisningen på dette står for det meste på flasken med farven...ellers kan du få anvisning på dette, hvor du køber dine farver. Det betaler sig at købe stoftrykfarve af en god kvalitet, idet det jo gerne skulle kunne holde til mange ganges vask.


Trykklodserne jeg har brugt til hustrykkene er blot tykt mosgummi der er skåret ud i firkanter, trekanter og andre husformer af forskellig størrelse. Disse kan jo varieres i en uendelighed og når man først er startet kan man jo næsten ikke få stoppet igen...eller det er i hvert fald sådan jeg har det...
Det kan være en fordel at mærke op, hvor husene skal være med små blyantsprikker...men lidt skævheder hist og her synes jeg ikke gør noget...og hvis man kan jo altid bruge noget genbrugsstof eller lignende til at lave et serie prøvetryk...
Prikkerne på husene er viskelæderet på enden af en blyant - et fremragende trykværktøj - der såmænd sagtens kan bruges til sit oprindelige formål efterfølgende, hvis det gøres altså gøres rent for maling.
Jeg har nu købt en stak billige blyanter med viskelæder og har så en til hver farve...
Klodserne kan jo også fint bruges til tryk på papir, men så er det bedst at bruge farve der er beregnet til papir. Man kan sagtens bruge almindeligt acrylmaling eller plakatfarve til tryk på papir...
 
 
God fornøjelse. hvis du skulle have lyst til at prøve at trykke huse enten det nu er i rækker eller bare et enkelt lille skur.
Hvis du har brug for support så giv lyd, enten her eller på min Bjørnemor Facebook side...
Hav en aldeles fremragende og sommerlig sidste dag i juni...
 

lørdag den 25. januar 2014

Eraser City...

Eraser City har intet at gøre med filmen, Eraser med Arnold S. i hovedrollen, at gøre...ikke fordi jeg har set filmen, men jeg har alligevel en fornemmelse af hvad den i hovedtræk går ud på...Noget med de gode vs de onde og formodentlig noget vold og nogen våben - Så er det ligesom sat på plads -
Og det var så slet ikke det indlægget skulle handle om, men eraser betyder jo  som bekendt viskelæder og det
Jeg har  lavet en pose med otte fine hvide viskelædere om til små husstempler...
Jeg har tegnet husene direkte på viskelæderet og skåret dem ud med en ganske almindelig hobbykniv. Ved vinduer og døre stikkes kniven skråt ned og når ma har skåret ved alle fire kanter falder firkanten i vnduet eller døren ud af sig selv. Stigen som er på et af husene har jeg dog skåret ud med et billedskærejern til linolium...
Prikken på det runde tag er lavet med viskelæderet i enden af en blyant.
Jeg ser allerede for mig, små huse stemplet, forneden på brevpapir, på forsiden af min januarbog...Husmotiverne kan jo nærmest passe ind på alle steder.
At stemplerne i sig selv så også er ganske dekorative, gør jo heller ikke noget...
Stemplerne har jeg stillet i mit køkkenvindue, så kan jeg gå der og kigge på min egen lille Eraser City...





tirsdag den 6. marts 2012

Løjerlige langhuse...


Egentligt skulle overskriften på dette indlæg have været løjerlige lørdags langhuse...men nu er det tirsdag og ordene kommer ikke så nemt ud af tasterne i disse dage...Ikke fordi der noget i vejen med giraffen, og egentlig er der heller ikke lagt andre hindringer i vejen...Underligt som det kan være, ind i mellem...

tirsdag den 28. februar 2012

Det skæve hus på glas...




 D'jo' Hanne smed for et par dage siden en ide ud på bloggen...Jeg var vild med ideen og allerede inden jeg havde læst indlægget færdigt havde jeg bestemt mig for at gøre hende kunsten efter...
Farvet folie fandtes trods, ihærdig eftersøgning, ikke... Men heldigvis indeholder rullen med bogbinderfolie, der har det der fine frostede look, et par meter endnu.
Her er første forsøg udi folietegning...det skæve hus fra tidligere i dag har jeg tilpasset glassets størrelse og ændret lidt på vinduerne og sår'n.
Det var første forsøg - Det bliver bestemt ikke det sidste.
Tak for inspiration Hanne

Hus med hus på...


Jeg er tosset med huse for tiden...
Jeg kan se rundt omkring på de forskellige blogs og på Pinterest at det ikke kun er mig der har "dillen"
Her har je tegnet et lille skævt hus med små huse indeni, eller også er det vinduer...
Jeg har forskellige tanker omkring skitsen...Måske bliver det til noget, måske ikke...

mandag den 17. oktober 2011

Jeg går i byggetanker...

Jeg går i byggetanker... To lille bitte huse kunne jeg tænke mig, at bygge...
Jeg har fundet dem lige her...print, klip og lim ... og så er der både hvidt og rødt hus...

onsdag den 10. juni 2009

Sådan bygger du et sommerhus...

En lille vejledning i "sommerhusbyggeri" men pas på, det er lidt vanedannende, og det er trods alt begrænset, hvor mange foldede papirhuse man har brug for. Rigtig godt projekt til en regnvejrsaften/dag.
1. Klip et kvadrat ud i papir, eks 21x21 cm, (jeg har brugt kvadrater på 10,5) Fold hvert af de fire hjørner ind mod midten.

2. Vend papiret om og fold igen hjørnerne, på dette mindre kvadrat, ind til midten.

Vend papiret igen (3) og fold det ene hjørne ud igen, så der dannes et hus (4) Klæb de tre udstående trekanter på bagsiden af huset, fast til forsiden. Klip en dobbeltdør i de to nederste firkanter på forsiden, hver dør skal være omkring 3,5 cm (1,7 cm) i højden. Klip to firkanter i samme størrelse og klæb dem på. (jeg har bare lavet dørene runde foroven) Håndtaget er et lille bitte kvadrat. Klip to kvadrater på 3 x 3 (1,5x1,5) til vinduer i en anden farve og 8 kvadrater 0,5 x 0,5 (0,25x0,25) i en tredie farve til ruder. Klæb først de store kvadrater på og derefter de små så der dannes et vindue. Sæt en tråd i spidsen af taget, så træet kan hænge... Rigtig god fornøjelse...

Huse til troldegrenen...


Troldegrenen(e) hænger nøgne, og det kan vi jo ikke have!!! Jeg har lavet disse små huse, af farvet papir. Jeg synes de er sjove og lidt anderledes. Jeg har engang set noget lignende, på en udstilling af gammelt julepynt. Men nu er det altså "sommerhuse" Der kunne kun blive til fire forskellige, fordi mit papirstash er lidt slunken, men det må der rådes bod på, næste gang jeg kommer til "byen" Faktisk har jeg tænkt mig, at fremstille et par prototyper af avispapir, ulempen ved avispapir er dog, at papiret hurtigt bliver gult og grimt, når det påvirkes af lyset...Tapetlak, eller en tynd hvid maling, så udtrykket bliver transparent, måske!!!!