Måske har du læst mit forrige indlæg, og set, at jeg kom helt forkert ind i det nye år...
Bjørnemors højre ben er stadig pakket i bandager og vil fortsat være det et stykke tid endnu.
Hvor infektionen kom fra er fortsat en gåde, måske har jeg stukket mig på et rustent søm eller noget andet, jeg ved det ikke...
Jeg indtager forsat store mængder af antibiotika, men det bliver bedre dag for dag - så hurra for det!
Selv om jeg i den sidste tid har haft al den tid, jeg til dagligt ikke har, så har lysten til kreaprojekter været helt og aldeles fraværende. Trætheden er fortsat en medspiller, så det bliver mest til lidt trissen rundt i huset og læsning af gode bøger...
Og så til det, indlægget egentlig skulle handle om, det der med, at være afhængig af andre...
Det er altså noget af en kamel at sluge, at være afhængig af selv min egen nærmeste familie, når jeg nu er vant til selv at kunne... Det skal på ingen måde forstås negativt, men det er lidt svært at beskrive det på andre måder.
Det føles også en smule intimiderende, at have en sygeplejerske til at komme og skifte forbindinger. Det er absolut kompetente, venlige, søde og forstående sygeplejersker der kommer, men situationen er så helt og aldeles uvant for mig...
Min egen familie er på alle måder fantastiske mennesker, også når jeg pylrer!
I hverdagen tager man jo nok hinanden for givet, men det er jo faktisk ikke nogen selvfølge. Det er værd at huske på, også når alting går som det plejer...
Og så lover jeg, at dette bliver det sidste "pylreindlæg" fra min side.
Jeg har masser af andre indlæg i ærmet - de skal bare lige skrives...
God fredag og god weekend til dig der læser med her.
Tak fordi du kiggede forbi, du skal vide, at hvert eneste besøg og hver eneste kommentar bliver værdsat.
