Den er nu elsket af lige så mange og jeg hører til den sidste kategori.
Jeg synes de er ualmindeligt smukke og ingen kan da betvivle at en hel mark med udsprungne mælkebøtter ikke er smuk.
Ingen kan alligevel få has på demalle og hvis man ikke vil have dem i bedene i haven, så må de fjernes med håndkraft...så det gør jeg så de steder, hvor jeg ikke lige synes de passer ind...
I plænen er de også men her får de lov til a være så længe de ikke overtager hele plænen og det har de, på trods af, at vi på de tre sider af vores matrikel, har marker med græs og millioner af mælkebøtter...
Den traditionelle mælkebøttekrans, hvor man starter med tre mælkebøtter og hele tiden snurrer en mælkebøtte efter mælkebøtte fast, har jeg lavet i tusindvis af i tidens løb.
I dag lavede jeg dog sådan nogle små mælkebøttekranse til bordpynt.
Lidt utraditionel har man vel lov at være...
Mormor kommer på besøg og jeg ved at hun vil synes de er fine på bordet, for hvis der er noget hun elsker, så er det noget der er utraditionelt...
Kransene visner jo hurtigt, men forgængelighed er jo netop et af naturens helt grundlæggende elementer, og det er der jo også noget vældig smukt i...
Mælkebøtterne er blot sat på en tynd ståltråd, en såkaldt bindetråd... og formet som en krans
Og nu må jeg hellere forlade haven og gå ind i huset og sætte kaffen over og tage have bukserne af, og skifte tøj inden mormor ankommer.
Glædelig søndag og den sidste dag i maj til dig der læste med her.
