Antabus til Herges´ alkoholiserede kaptajn med det farverige ordforråd eller underbukser til Anders And er nogle af Politikens Bo Tao Michaelis ord i anmeldelsen af den længe ventede Millennium roman "Det der ikke slår os ihjel"
Jeg købte og læste den få dage efter den udkom, for som så mange andre havde jeg glædet mig rigtig meget til denne bog. Om den levede op til mine forventninger? Både ja og nej og ved ikke...
Lagerkrantz skriver godt, ingen tvivl om det - men magien i bogen glimrer ved sit fravær og romanen er alt for længe om at komme til sagen - og med sagen mener jeg Lisbeth Salander - som vi først møder langt, alt for langt, inde i romanen.
Stieg Larssons samfundskritiske holdning er lokomotivet der får Lisbeth Salander til at fremstå som en magisk heltefigur, måske endda en moderne superhelt af en slags. Desværre gør Lagerkrantz, Lisbeth Salander til en helt anden karakter end den Salander vi kender. Og det er lige netop i den forbindelse Michaelis bringer antabussen og underbukserne på banen...
Vi forventer ikke, at Lisbeth tænker filosofiske tanker om livet, vi forventer ikke at Lisbeth udviser overdrevent empati, vi forventer at se den Lisbeth der drevet af de frygtelige uretfærdigheder hun hele livet er blevet udsat for, "ordne" uretfærdigheder på sin helt egen specielle facon...
Nietches kendte citat: "Den modstand der ikke slår os i hjel, gør os stærke" har inspireret til romanens titel, men det falder ligesom lidt til jorden, i konteksten - synes jeg!
For mange år siden var det kommisær Beck og Gunvall Larsson i Sjøwal og Wahløs romaner der udgjorde mine favoritter blandt svensk samfundskritisk krimi.
Siden hen blev det Stieg Larssons Millennium trilogi der fik status som favorit i den helt specielle kombination af samfundskritik og krimi som svenskerne, om nogen, behersker.
Desværre mangler Lagerkrantz den samfundskritiske drivkraft... og en stjernemarkering på min læseliste for 2015 får romanen altså ikke.
