fredag den 20. februar 2015

Hvordan skaden fik sin stemme - en løgnehistorie med et gran af sandhed...



Den lille skadeunge som fik en lidt hård start på livet, flyver omkring i haven sammen med en mage og skade parret er allerede gået i gang med, at indsamle materialer til redebygning...
Skaden er hadet af mange, fordi den plyndrer småfuglenes reder, men redeplyndringerne er ren og skær hævn, fordi småfuglene engang i tidernes morgen narrede skaden så grueligt.
Historien lyder nogenlunde (alt efter, hvem der fortæller den) sådan her:
Dengang  da verden var helt ny, var skaden den smukkeste fugl i verden, den havde tilligemed den smukkeste sangstemme af alle fugle. Den var smuk, klog og kærlig og man skulle tro, at alle andre fugle derfor elskede den...men der var megen misundelse blandt småfuglene. Hvis bare de små fugle kunne få skaden til at tie stille, så ville man lægge mere mærke til de små fugles stemmer. Men desværre var skaden både stærkere og klogere end småfuglene, så det så lidt sort ud med at få skaden vippet af pinden...
En efterårsdag, hvor småfuglene var samlet ved skovsøen, tilbød vandet, at hjælpe de små fugle med, at narre skaden.
Småfuglene skulle blot, når de nu alligevel var på vej sydpå, narre skadens unger med til de varme lande...
Småfuglene fik da også hurtigt lokket de nysgerrige skadeunger med sig.
Da skaden opdagede, at dens unger var væk, ledte den forgæves over alt. En dag klagede skaden sin nød til vandet i skovsøen og vandet tilbød straks sin hjælp mod at få skadens smukke stemme i pant...Så ville vandet bringe budskabet, om de forsvundne unger ud i alle søer og bække og vandløb  i verden.
Skaden gav straks vandet sin stemme, men i samme øjeblik frøs vandet til is og skadens stemme frøs fast.
Skaden forstod da, at den var blevet narret Den ventede hele vinteren på at få sin stemme tilbage og da foråret endelig kom, sad skaden parat til at snuppe den første lyd der undslap den tøende is...KNÆÆK-SKRAAAT-SKRAT sagde isen, da den brød op og det var netop denne lyd skaden fik i halsen, da den åbnede næbbet for at få sin smukke stemme tilbage...
Og sådan er det stadig - skadens stemme skratter som is der knækker, mens vandet beholdt evnen til at pludre, risle og synge...
Glædelig fredag til dig...weekenden venter lige om hjørnet.

2 kommentarer:

  1. En fin historie som jeg aldrig har hørt før.
    God dag til dig.
    Klem Lonni

    SvarSlet
  2. Lonni: Tak...den er vældig sjov og jeg har hørt den i en del udgaver...

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille kommentar...♥