Disse planteskåle er lavet over de samme forme, som jeg bruger til mine papirskåle. Har til min store fortrydelse, lige opdaget jeg kun har to tilbage, resten er brugt som gaver, naturligvis plantet til med husløg, som helt og aldeles, er min absolutte favoritplante. De er egentlig ret simple at lave, også med remedier, man har i en almindelig husholdning, hvilket er et element, jeg synes, er ret betydningsfuldt. Jeg ruller leret (i dette tilfælde, er det rødler) ud med en kagerulle, det skal helst være ret ensartet i tykkelsen, ikke alt for tyndt, men heller ikke for tykt. Disse er ca 6 mm, i tykkelsen. Det udrullede ler lægges over formen, som jo udmærket kan være en skål eller fad, fra køkkenet, der vender på hovedet. Man skal blot huske at lægge husholdningsfilm på skålen, inden man lægger leret på, det er derfor en glasskål eger sig rigtig fint, idet filmen af sig selv "klistrer"fast til skålen. Hvis man bruger skåle af anden slags, kan man smøre skålen med vaseline eller olie, så klistrer filmen også fast. Hvis man lægger leret direkte på skålen, uden film, vil leret sætte sig fast, og man kan ikke få det af igen. Når det udrullede ler er lagt på skålen, skæres det rent i kanten, og man glatter på ydersiden med hænderne. Til sidst glattes efter med en køkkensvamp. Det kan være meget eller lidt, alt efter hvor rustikt man vil have det. Det færdige resultat bliver pænt, næsten uanset, hvor megt man gør ud af glatningen. Arbejdet sættes til tørre, med våde aviser over. Det er vigtigt, at skålen ikke tørrer for hurtigt, ellers vil leret revne. Man må kigge til det af og til, i en to, tre dage, og lægge nye våde aviser over, efterhånden som de gamle bliver tørrer. Når man efter en uges tid, hele tiden med nye våde aviser, eller klude, synes leret er stabilt, kan man forsigtigt fjerne formen. Der laves forsigtigt et hul i bunden til dræn, hvis den skal bruges som planteskål. Lerskålen skal nu tørre yderligere, stadig med fugtige aviser over, indtil den er helt tør, hvilket godt kan tage noget tid, man skal hele tiden være opmærksom på, at skålen ike tørrer for hurtigt. Når skålen er helt tør, kommer det rigtig sjove... Man laver et bål, gerne i en fordybning i jorden, først med kvas, dernæst med grene og til sidst med brændeknuder. Bålet skal have været i gang, en god tid, så jorden under bålet, også er blevet tør og varmet op. Når der er masser af gløder, som til snobrød, lægges skålen helt ind i gløderne, der skal være gløder både over og under skålen. Så lægges græstørv, eller jeg har også nogen gange brugt en glasfibermåtte, over skålen, og så skal den ligge i bålet til det er fuldstændig er brændt ud, og er blevet koldt igen. På den måde sikrer man sig, at skålen afkøles langsomt og ikke revner. Man kan selvfølgelig også forgløde i en rigtig lerovn, men metoden med bålet, er meget sjovere og mere spændende... og måske også lidt mere risikabelt.... men det er sådan et projekt, hvor arbejdsprocesserne er mindst lige så spændende og facinerende som det færdige resultat.
Man kan selvfølgelig også lave lerskålen inde i skålen, så får man den mere glat på ydersiden, man kan også bruge en rund sten som form, det er også rigtig sjovt... Man skal dog, være opmærksom på, at planteskålene, ikke kan tåle frost, så de skal stå frostfrit om vinteren.
en dejlig metode du har brugt...nemt og det lyder sjovt.....og de ser gode ud....du lyder til at kunne være ret selvforsynende, skulle vi komme i hårde tider...
SvarSletJa, selvforsynende kunne jeg måske godt være, holder meget af de lidt "primitive" metoder...de relaterer til mit urinstinkt, he he
SvarSletDet er da nogle flotte skåle og en rigtig fin arbejdsproces. Den kunne jeg godt blive lidt hug på at prøve, hyggeligt med det bål :-)
SvarSlet