Sider

mandag den 20. september 2010

Chilisuppe


For mig der er et barfodselskende, sokkehadende, suppeelskende menneske, er der omtrent kun en god ting ved efterår og vinter: Nemlig suppe!
Dagens suppe er klassikeren over alle klassikere her i huset: Nemlig Chilisuppen, krydret med forunden chili selvfølgelig, også masser af hvidløg!
Fremgangsmåden er lidt forskellig fra gang til gang, også lidt afhængig af hvilke grøntsager der er i spisekammer og køleskab.
En sund og billig hverdagsret, som også sagtens kan bruges som en gang natmad ved en festlig lejlighed.

Til 4 personer, der er godt sultne skal man bruge noget i retningen af:
300 g hakket oksekød med lav fedtprocent.
2 store løg
Hvidløg efter behag, men 2 -3 fed er efter min mening absolut minimum.
1 rød og en grøn peberfrugt
4 gulerødder
4 kartofler med eller uden skræl, alt efter hvad man bedst kan lide.
Man kan med fordel også komme persillerod og/eller porrer i  suppen, hvis det er det, man har på lager.
2 dåser flåede tomater, eller jeg bruger mine egne henkogte tomater, der lige får en tur med blenderen for at der ikke skal være alt for meget "tomatskind" i suppen
En knivspids piri-piri, hvis man er en pivskid, ellers lidt mere (her stiller vi piripirien på bordet sammen med suppen, idet "nogen" her i huset er lidt pivede hvad angår chili)...  Man kan selvfølgelig også bruge frisk chili. Her varierer mængden af, hvor stærk en chili man køber....

Et par håndfulde ærter der kun lige er tøet op til topping, vi bruger også tit en rest kolde ris eller en rest kold pasta. Hvis der serveres en tyk skive brød, af lidt grov karakter, garanterer jeg for at alle, så godt og vel bliver mætte. Chilisuppen har det desuden ligesom de fleste andre supper: At den næsten smager endnu bedre på andendagen!
Det hakkede oksekød brunes af i en gryde af pæn størrelse, løgene snittes og svitses med.  Der kommes en sjat vand ved kød og løg. Kødet simerer ca 5 -10 min. Hvidløg hakkes eller presses i hvidløgspresser og kommes i, sammen med gulerødder og kartofler og/ eller de andre grøntsager undtagen peberfrugterne. De flåede eller henkogte tomater kommes ved og der spædes op med vand til suppen har en passende konsistens. Når grøntsagerne er næsten møre, kommes peberfrugterne i, og lige varmes med så de stadigvæk er "chruncy"

8 kommentarer:

  1. Uhm, den ser lækker ud, den suppe.
    Den må vi prøve.

    SvarSlet
  2. Det ser rigtig efterårsagtigt ud.
    God tirsdag.

    SvarSlet
  3. Lyder sååå godt. Skal absolut prøves, til variation af det altid elskede-af-alle hakkede oksekød.

    SvarSlet
  4. Ann: God fornøjelse...den er herregod!

    SvarSlet
  5. Eva: Hvis man fryser kan man få varmen af chilien...

    SvarSlet
  6. Viollykke: God fornøjelse og velbekom...

    SvarSlet
  7. Almas mormor: Her er favoritten også det hakkede oksekød, så det e godt med en ny variant!

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille kommentar...♥