Gammel ruin og historien om en særling...

Her i denne gamle ruin boede for år tilbage, hvad man med rette kunne kalde en særling. Da han, for omkring 10 år siden, døde fik huset bare lov til at stå og forfalde, og det gør det så stadigvæk. Særlingen der boede i huset havde ingen familie. Han boede sammen med sin mor, og blev boende i huset, hvor han formodentlig også var født, efter moderens død i 60erne. Der var ingen el og heller ikke indlagt vand i huset. Der var overhovedet ikke nogen moderne bekvemmeliheder af nogen art i huset, endsige gaskomfur, nej der var et gammelt brændekomfur, som sikkert snildt har kunnet opfylde særlingens behov, både som varmekilde og til madlavning. På et tidspunkt, ved jeg, han arbejdede ved kommunens vejvæsen, idet han næppe har kunnet leve af de par køer og  de ca 4 tønderland jord der hørte til huset. Nu hørte han ikke til dem der gik i bad i tide og utide, tidligere kollegaer ved vejvæsnet mener han aldrig har været i bad! Men et faktum er, at han jo som alle andre havde madpakke med, hvilket altid var fire stykker rugbrød med sild, og madpapiret blev naturligvis genbrugt fra dag til dag, hvilket resulterede i, at han altid sad for sig selv og spiste...Kaffen, drak han direkte af termoflasken, for der var jo ikke nogen grund til at svine en kop til, når det kunne undgås...

Hmm, der fandtes mange af den slags skæve eksistenser for år tilbage, og egentlig tænker jeg tit på, om det er godt eller skidt, at vi i vort velordnede samfund  faktisk ikke længere har "plads" til særlinge og eneboere. Vores bestræbelser på, at få alt så velordnet og godt som muligt, kan meget vel betyde tabet af livskvalitet, men på den anden side: Intentionerne er jo gode, men ikke særlig nuancerede i forhold til det enkelte menneske. Ikke fordi jeg tror, at antallet af skæve eksistenser, særlinge og eneboere er for nedadgående, men accepten af disse eksistenser har rykket sig....om det så er til det bedre, det er jeg faktisk lidt i tvivl om...